Efter Romanos 4. Diogenes’ nederlag i Slaget ved Malazgirt i 463 H (1071 AD) var det byzantinske Anatolien efterladt ubeskyttet imod turkmenske grupper, som drog vestover ind i områder, der ikke kunne organisere noget forsvar. Som de drog frem, bemægtigede hver gruppe sig så meget land, den kunne, og ændrede gradvist det byzantinske Lilleasien til det islamiske, tyrkiske Anatolien. En af grupperne havde navn efter sin leder Danishmend (der betyder ”klog mand” på persisk).

Man kender ikke meget til gruppernes oprindelse, men danishmendiderne dominerede det centrale Anatolien fra sidst i det 11. århundrede AD indtil ca. 1174 AD.

Der blev skrevet et romantisk epos om danishmendiderne, som blev så kendt, at det på trods af unøjagtighederne nu er svært at skille fakta fra fiktion. Det vides imidlertid, at de kæmpede mod rumseljukkerne, byzantinerne og de sidste korsfarere, ledet af Bohemond af Antiochia.

I al-Malik Muhammads regeringstid – han genopbyggede Qaysariyya (Kayseri) og boede dér – gjorde den byzantinske kejser Johannes Komnenos adskillige, mislykkede forsøg på at generobre borge i Kiliken og i den pontiske region (syd for Sortehavet), som danishmendiderne havde erobret.

På denne mønt forener al-Malik Muhammad islamiske og byzantinske træk. Med skriftens udseende og ordvalget for herskerens titel etablerer den græske indskrift ”Kongen af hele Rom” en forbindelse mellem danishmendidiske mønter og byzantinske segl.

Da danishmendiderne bosatte sig i Anatolien, hvor befolkningen for størstedelens vedkommende var kristne, var den eneste gangbare mønt en begrænset mængde byzantinske kobbermønter fra Konstantinopel, da der ikke havde været et aktivt møntsted i Anatolien i flere hundrede år.

Man kan derfor fastslå, at kun lokale seglskærere har været i stand til at lave møntstempler. Da hverken de eller den overvejende analfabetiske lokalbefolkning kunne arabisk, har det været naturligt for dem at bruge græske bogstaver for at sikre, at mønterne ville blive godtaget i en handelssituation.

Malik Muhammad modtog sin titel fra både den abbasidiske kalif al-Mustarshid og storseljukken Sanjar i anerkendelse af faderen Amir Ghazis sejre over de kristne.