Rumseljukkerne
År 1077-1307
Seljukkernes succesfulde militærkampagner mod Det Byzantinske Rige havde åbnet for tyrkiske bosættelser i Anatolien. Et dynasti med tætte familiemæssige og politiske bånd til seljukkerne, nemlig rumseljukkerne, blev snart den nye, dominerende magtfaktor i området. Tilføjelsen “rum” refererede til Det Byzantinske Rige, hvilket i arabisk historie benævntes rum på grund af dets forbindelse til Romerriget. I starten regerede rumseljukkerne fra Iznik, men de trængtes snart tilbage mod øst af byzantinerne, hvorefter Konya blev hovedstad.
Rumseljukkerne var i det første århundrede under konstant pres fra Det Byzantinske Rige, forskellige korsfarerhære samt konkurrerende tyrkiske dynastier i Anatolien, så som artuqiderne og danishmendiderne, som de besejrede i 1177. Presset fra de kristne magter aftog fra 1204, hvor en korsridderhær erobrede og udplyndrede Konstantinopel og efterlod Det Byzantinske Rige på sammenbruddets rand.
Herefter fulgte en handelsmæssig og kulturel glansperiode, der omtrent faldt sammen med sultan Ala al-Din Kayqubads regeringsperiode (1220-1237). Rumseljukkernes område udvidedes mod Sortehavet og mod Middelhavet, hvor havnebyen Alanya anlagdes med et skibsværft for at befordre handlen med bl.a. de italienske sørepublikker. I Anatolien blev vejnettet udvidet og forsynet med et tæt net af karavanseraier eller khan’er, en kombination af herberg og pakhus. Her kunne karavaner og handelsrejsende overnatte i sikkerhed med deres varer, bl.a. slaver fra de russiske stepper. Der blev anlagt fyrstepaladser forskellige steder til den omrejsende sultan samt opført talrige madrasaer, dvs. koranskoler.
Med mongolhærenes sejr i 1243 i slaget ved Köse Dagh øst for Sivas sluttede rumseljukkernes selvstændighed, og de blev vasaller. Fra 1308, efter den sidste rumseljukkiske sultans død, indlemmedes området i Det Il-khanidiske Rige.
Anatolien kom først under islamisk overherredømme med rumseljukkerne, og elementer fra byzantinsk, armensk og georgisk kultur og kunst levede videre – ligesom befolkningsgrupperne selv – under de nye magthavere. Dette ses bl.a. i bygningsværkerne af sten, der ofte har en figurativ, skulpturel udsmykning helt uden sidestykke i periodens islamiske kunst. Spor efter de tyrkiske rumseljukkers fortid som centralasiatiske nomader dukker også op nu og da, både i motiver og i særlige kunstformer som de knyttede tæpper. Inden for keramik og metalkunst mærkes derimod en forbindelse til de islamiske naboområder. Det samme er tilfældet inden for rumseljukkernes træskærerarbejder, der udmærker sig ved deres høje tekniske kvalitet.
Geografi
Rumseljukkerne
/
/
