De rumseljukkiske herskere over det centrale Anatolien, 470-708 H/1077-1308 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
al-imam / la ilah illa allah / wahdahu la sharik lahu / al-nasir li-din allah / amir al-mu’minin
“imamen, der er ingen gud uden Gud, Han alene, Han har ingen ligemænd, al-Nasir li-Din Allah, De Troendes Hersker”.
Nedad til venstre: duriba hadha, nedenunder: al- dirhem, opad til højre: bi-Qunya
“denne dirhem blev præget i Qunya”.
Bagside
Midterfelt
muhammad rasul allah / salla allah ’alayhi / al-sultan al-mu’zzam / qilij arslan
“Muhammad er Guds sendebud, velsignet være Han, Den Mægtige Sultan Qilij Arslan”.
Omskrift
Opad til højre: sana khams wa, ovenover: thamanin wa, nedad til venstre: mi‘a
”i året fem og firs og fem hundrede”.
Historisk note
Historisk note
Blandt de, som drog vestpå ind i Anatolien efter byzantinernes nederlag i Slaget ved Manzikert (Malazgirt) i 463 H (1071 AD) var Sulayman, en af Qutlumushs fire sønner. Qutlumushs far, Arslan Paygu, var onkel til storseljukken Toghril Beg.
Sulayman drog mod Nicaea (Iznik) i det nordvestlige Anatolien og blev grundlægger af det rumseljukkiske dynasti, som herskede over det centrale Anatolien fra 470 til 708 (1077-1308).
Sulaymans søn, Qilij Arslan 1., etablerede sin hovedstad i byen Qunya (Konya), efter at korsfarerne havde generobret Nicaea i 490 (1097). Efter Qilij Arslans død konsoliderede byzantinerne sig, mens de iranske storseljukker forsøgte at forhindre deres rumseljukkiske slægtninges ekspansion.
Rukn al-Din Mas‘ud 1. ibn Qilij Arslan afværgede et angreb på Konya fra den byzantinske kejser Manuel 1. Komnenos, men det var hans søn ’Izz al-Din Qilij Arslan 2., som påførte Manuels hær et så stort nederlag ved Slaget ved Myriokefalon i 572 (1176), at alle byzantinske forhåbninger om en generobring af Anatolien blev slået til jorden for altid.
Fra da af var byzantinerne henvist til regionen omkring Nicaea og fyrstendømmet Trapezunt ved Sortehavet. Efter slaget opretholdt Qilij Arslan 2. en tilbageholdende politik over for byzantinerne, og han begyndte at forene de turkmenske stammer, som havde bosat sig i Anatolien, under sit styre.
Rumseljukkernes mønter var meget forskellige fra storseljukkernes. Den tidligste udmøntning var en kobberfals præget af Rukn al-Din Mas’ud 1., som efterlignede en samtidig byzantinsk follis udstedt af Johannes 3. Komnenos.
Qilij Arslan 2.s første mønter mindede om Mas’uds, og derefter udstedte han mønter med det velkendte design lånt fra kristen ikonografi, med en lansener til hest. Efter Slaget ved Myriokefalon, prægede han i 573 (1177-1178) en traditionel islamisk gulddinar, og fra 580 prægede Qilij Arslan 2. sølvdirhemer, efter at zangiderne fra Aleppo var begyndt at præge deres egne, traditionelle sølvmønter i Syrien.
Denne dirhem, som er udstedt tre år før Qilij Arslan 2. trådte tilbage i 588 (1192), har på forsiden starten på kalima’en, navnet på den abbasidiske kalif, al-Nasir li-Din Allah, så vel som møntstedet. På bagsiden ses kalima’ens anden del, Qilij Arslans navn og dateringen.
