Jens Juel (1745-1802)
Greve Jørgen Scheel, 1781
Olie på lærred

74,5 x 58,5 cm

Inventarnummer B 346

Greve Jørgen Scheel (1718-1786) var en af de mest markante adelsmænd og godsejere i Danmark i 18. århundredes sidste halvdel. Han forstod at begå sig ved hoffet og markerede sig som en fremtrædende embedsmand under Frederik 5.s regeringstid. I 1742 fik han tillagt titlen kammerherre, få år senere blev han medlem af Gehejmerådet og i 1749 udnævntes han til ridder af Dannebrogordenen. I Christian 7.s regeringstid blev Jørgen Scheel tildelt Elefantordenen samt udnævnt til overstaldmester – en både vigtig og prestigefuld stilling i en tid, hvor heste fungerede som det primære transportmiddel.¹

I 41 år levede Jørgen Scheel sammen med hustruen Charlotte Louise, som også blev portrætteret af Jens Juel i 1781 (B 345). Det var langt fra første gang, at greveparret fik deres portrætter malet: Gennem deres levetid blev de flere gange portrætteret af Danmarks fremmeste malere og hver gang var de iført yderst fornemme klæder.² På dette portræt ses Jørgen Scheel, ca. 63 år gammel, iført kammerherrernes røde uniformsjakke og under den en brokadevest. Han bærer Elefantordenen, som understreger hans placering blandt samtidens elite.

Portrættet er udført året efter, at Juel var vendt tilbage til København fra en otte år lang udlandsrejse. På dette tidspunkt ansås han at være blandt landets bedste portrætmalere, og der var stor efterspørgsel på hans arbejde, særligt blandt adlen. At Juel i 1780 var blevet udnævnt til hofmaler, fik også populariteten til at stige, og dét var sandsynligvis en vigtig grund til, at det var ham, som fik til opgave at udføre greveparrets portrætter i 1781.

I perioden 1731-1786 ejede Jørgen Scheel herregården Gammel Estrup, der primært fungerede som sommerbolig for greveparret, som ellers tilbragte meget af deres tid ved hoffet i København. Men i 1782 trak Jørgen Scheel sig tilbage, og han tilbragte sine sidste år på Gammel Estrup. Det er netop på herregården, at endnu en version af portrættet samt dets pendant ses. I det 18. århundrede var det normalt, at kongelige og adelige portrætter blev udført i flere eksemplarer. Derfor havde Juel – som en af tidens mest produktive portrætmalere og med et værksted, der blev kaldt for en ”portrætfabrik” – hjælpere til at aflaste sig.³

Publiceret i

Erik Zahle: ”Billedkunst” i C.L. Davids Samling. Nogle Studier, [1], København 1948, s. 200-201, 228, 230;

Dansk kunst og kunsthåndværk, Davids Samling, København 1972, s. 9;

Vagn Poulsen, Erik Lassen og Jan Danielsen (red.): Dansk kunsthistorie. Billedkunst og Skulptur. Bd. 3, Akademiet og guldalderen, 1750-1850, København 1972, s. 176 samt fig. 145, s. 172;

Ellen Poulsen: Jens Juel. Malerier i privat eje, Kunstforeningen, København 1982, kat. 33;

Verner Jul Andersen: Dansk kunst og kunsthåndværk, Davids Samling, 2. udg., København 1983, kat. 398;

Ellen Poulsen: Jens Juel. Bd. 1, Katalog, København 1991, kat. 214, s. 82;

Ellen Poulsen: Jens Juel. Bd. 2, Malerier og pasteller, København 1991, kat. 214, s. 136;

Povl A. Hansen: Da verdenskunsten kom til Nordjylland. Herregårdene og de ukendte malere i 1700-tallet, Odense 2021, fig. 103, s. 190;

Thyge Fønss-Lundberg og Anna Schram Vejlby: Jens Juel. En europæisk mester, København 2021, s. 339;

Fodnoter

For yderligere information om Jørgen Scheel, se f.eks. Kristine Dyrmann: ”Mellem hovedstad og herregård: Greveparret Jørgen Scheel og Charlotte Louise Scheels forbrug på herregården Gammel Estrup og i København i midten af 1700-tallet”, Herregårdshistorie, 2022, s. 34-55.

F.eks. portrætterne af Andreas Brünniche i 1753, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg.

Ellen Poulsen og Kasper Monrad: Jens Juel. Malerier i privat eje, Kunstforeningen, København 1982, s. 12.