Edvard Weie (1879-1943)
Klostergård, 1907
Olie på lærred

I foråret 1907 drog Edvard Weie til Italien sammen med maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), som var hans lærer på Kunstnernes frie Studieskoler i København fra 1905-1907. I hovedstaden Rom oplevede de antikkens og renæssancens mestre, og i de mindre byer Amalfi og Civita d’Antino skulle de male lokale motiver, som Zahrtmann og hans elever havde gjort i mange år.¹ Det var på denne rejse, at Weie udførte dette lysfyldte billede fra klostergården i Hotel Luna Convento i Amalfi – et tidligere franciskanerkloster, grundlagt i det 13. århundrede, som nu var omdannet til hotel. Her slog de to kunstnere sig ned i maj 1907.

Weie har malet et vue fra klostergangen med udsigt til gården og dennes buske, træer og løvværk, der står i fuldt flor. Synsvinklen er sådan, at blikket først fanger og sidenhen passerer forbi de forskellige søjler i billedets forgrund og videre ud i det varme lys, der gennemstrømmer klostergården. Weie har nøje iagttaget spillet mellem lys og skygge og arbejdet med en tindrende, varm kolorit. Således har han skabt en stemningsfuld komposition, der vidner om sydens stærke sol og farver.

Klostergård stammer fra begyndelsen af Weies kunstneriske virke. Det vidner i en særlig grad om den indflydelse, som studietiden på Kunstnernes frie Studieskoler og Zahrtmanns undervisning havde på den unge kunstner, der i 1907 endnu ikke havde fundet sit maleriske ståsted. Det indfandt sig dog i de efterfølgende årtier, hvor Weie rettede fokus mod mytologiske og litterære motiver, anvendte en friere pensel samt arbejdede med en tiltagende farvepragt og lysfylde, som dengang sjældent var set i dansk kunst. I dag regnes Weie for at være en af de væsentligste danske modernister – særligt, når det kommer til den senere periodes forenkling af formen og udforskning af farvens klang og udtryksmuligheder.