Axel Salto (1889-1961)
Vase, ca. 1945
Stentøj, Den Kongelige Porcelainsfabrik

Gennem hele sin keramiske oeuvre var Axel Salto fascineret af den uforudsigelighed og de tilfældigheder, der var knyttet til glasuren, som først åbenbarede sig efter brændingen. Med sine vasers, skåles og krukkers dekorerede overflader med riller, knopper og spirer, søgte han at fremhæve glasurens stoflighed og lade denne indvirke på en genstands samlede udtryk – og dét med stor succes. Det var nemlig ikke blot Saltos ekspressive former og vilde modelleringer, der gjorde ham til en dybt original keramiker. Det var også hans anvendelse af dramatiske og uregerlige glasurer.

Denne vase med den høje, slanke hals og runde korpus med otte kraftige, lodrette riller, er glaseret med Sung-glasur, som var en af de mest kendte og benyttede glasurer fra Den Kongelige Porcelainsfabrik. Sung-glasuren var også en af de glasurer, som Salto ofte anvendte på sine stentøjsarbejder i riflet eller knoppet stil, bl.a. fordi den havde et varierende farvespil og var særdeles velegnet til at fremhæve en genstands modellering.¹ Det har uden tvivl også tiltalt Salto, at Sung-glasuren var svær at kontrollere og aldrig resulterede i det samme, ensartede udtryk fra genstand til genstand.

Sung-glasur var også populær hos andre kunstnere, som var tilknyttet Den Kongelige Porcelainsfabrik, blandt andet – og i særdeleshed – kunstneren Knud Kyhn (MK 93), der som Salto også var god til at udnytte Sung-glasurens særlige stoflighed.