Man kender meget lidt til saltuqiderne fra Erzurum, men det siges, at dynastiet blev grundlagt af en ‘Izz al-Din Saltuq. Han var en turkmensk høvding, som af den storseljukkiske hersker Alp Arslan var blevet sendt ud for at erobre landområder i det byzantinske Anatolien efter Slaget ved Manzikert (Malazgirt) i 463 H (1071 AD). Ved denne lejlighed tilføjede Alp Arslan den byzantinske kejser Romanos 4. Diogenes et afgørende nederlag. Herefter begyndte seljukkerne at brede deres indflydelse til Anatolien og Syrien.

Saltuqiderne synes at have været det første turkmenske dynasti, som etablerede sig i byen Erzurum i det østlige Tyrkiet, dengang kendt som Theodosiopolis.

Det er svært at angive præcise datoer for dynastiet, fordi alene Saltuq ibn ’Alis år er – af tre forskellige kilder – blevet opgivet som 523-563 (1129-1168), 540-570 (1143-1174) og ca. 548-560 (1153-1165).

På deres kobbermønter anerkender saltuqiderne i begyndelsen storseljukkerne og siden de irakkiske seljukker som deres overherrer. Det er sandsynligt, at deres troskab har skyldtes stammeloyalitet snarere end egentlig tvang.

Dateringen for prægningen af denne kobberdirhem kan snævres ind til før den irakisk-seljukkiske hersker Ghiyath al-Din Mas’uds død i 547 (1152).

De to figurer ved siden af korset på møntens forside giver en anden ledetråd, idet designet forekommer at være kopieret fra Nur al-Din Mahmud ibn Zangi af Aleppos første udmøntninger, som blev udstedt kort efter hans tiltrædelse i 541 (1146). De kristne symboler på denne mønt har været acceptable for de kristne i det østlige Anatolien, mens indvendinger fra muslimerne har kunnet dæmpes ved eksemplet givet af zangiden Nur al-Din, som ubestridt var en forkæmper for islam.