Hafsiderne nedstammede fra sheik Abu Hafs ‘Umar, som var Ibn Tumarts (kendt som al-Mahdi’s) ledsager og hjælper i de første år, da almohadernes magt voksede. Abu Zakariyya Yahya 1. var dynastiets første hersker. Riget omfattede Algeriet, Tunesien og Tripoli og bestod over tre et halvt århundrede fra 627 til 982 H/1230-1574 AD. Abu Zakariyya Yahyas første fordring på selvstændighed var at udelade den almohadiske herskers navn fra khutba (imamens tale før Fredagsbønnen) ved at hævde, at denne underminerede renheden i hans dynastis traditioner. Abu Zakariyya Yahya tog også titlen emir. På dette tidspunkt var Maghreb delt i tre områder: ziyaniderne havde magten i byen Tilimsan (Tlemcen), mariniderne havde magten i Fas (Fez), og Abu Zakariya Yahya havde magten i Tunis, hafsidernes hovedstad. Yahya fortsatte imidlertid med at erobre hele Ifriqiya, indlemmede Algeriet og besatte Tilimsan, som han dog straks returnerede til ziyaniderne på den betingelse, at de var loyale over for ham.

Ved hans død i 647 (1249) var Yahyas overherredømme anerkendt i hele Maghreb. Det omfattede det nordlige Marokko såvel som en del af Spanien. Hans regeringstid var en fredelig og fremgangsrig tid, traktater blev sluttet med europæiske stater og spanske, muslimske kunsthåndværkere og lærde slog sig ned i Maghreb.

Yahya 1.s mønter udviklede sig i tre tempi. De første fra 627-634, mens han stadig var en almohadiske guvernør. De næste mønter fra 634 til 640, hvor han anbragte både navnet på den almohadiske hersker og sit eget på mønterne. Det sidste – som denne mønt hører til – fra 640-647, hvor kun hans eget navn ses, sammen med titlen al-amir al-ajall (Den Højeste Prins), skønt han vedblev med at anerkende de åndelige bånd til den almohadiske lære om al-Mahdi. Både denne mønts kalligrafi og prægningens udsøgte kvalitet tyder på, at Yahya anså disse som specielt vigtige for at fremme offentlig anerkendelse af hans magt og anseelse.