Kulturhistoriske temaer

Lægevidenskab

For lægevidenskabens udvikling betød islams komme ikke noget brud. Den klassiske græsk-romerske tradition for behandling og medicinering videreudvikledes på naturlig vis i den islamiske verden, hvor den gradvis berigedes af nye tanker fra de persiske og indiske kulturkredse.

Videnskabelige værker fra antikken blev gjort tilgængelige for et større publikum gennem oversættelse til arabisk. På udannelsesinstitutioner og biblioteker i Damaskus, Baghdad og andre storbyer i den islamiske verden oversattes allerede fra begyndelsen af det 9. århundrede de berømte medicinske værker af Hippokrates og Galen. På lægemiddel-området oversattes og bearbejdedes Dioskorides’ De Materia Medica.

Især de Dioskorides-inspirerede, arabiske tekster fremviser en nær forbindelse mellem den videnskabelige forskning i den islamiske verden og den antikke arv. Nøjagtig som tilfældet var i antikken, kategoriseredes både lægeurter og andre lægemidler efter intensitetsgraden af ”kardinalegenskaberne”; tørke, fugt, varme og kulde. Denne metode skulle muliggøre den rigtige medicinering for sygdomme, der kunne relateres til en ubalance i de fire legemsvæsker – et andet begreb overtaget fra græsk medicin.

Selvstændig medicinsk forskning var ikke udbredt, men forekom dog. Et originalt og yderst betydningsfuldt bidrag fra den islamiske verdens lægevidenskab er al-Razi’s (Rhazes) banebrydende manuskript: Kitab al-jadari wa-l-hasba (Bogen om bylder og udslet). I denne bog, som fra slutningen af det 15. århundrede og helt frem til det 19. århundrede adskillige gange er blevet oversat til latin og andre europæiske sprog, redegøres for første gang for forskellen mellem kopper og mæslinger.

Sygehusene, maristan’erne, var måske den allervigtigste medicinske nyskabelse. For første gang i historien kunne man i det 8. århundredes Baghdad opleve egentlige sygehuse i moderne forstand. I lighed med vor tids hospitaler havde middelalderens islamiske sygehuse specielle afdelinger for såvel øjenproblemer, interne sygdomme som for ortopædiske problemer. Der var sågar særlige afdelinger for psykiske lidelser og smitsomme sygdomme. Man foretog behandling af patienter på stedet, men derudover havde sygehusene også til opgave at sørge for den medicinske behandling i patienternes hjem, samt af fængselsfanger.