Mogulernes Indien, 1526-1707

Mogulernes Indien, 1526-1707

De indiske moguler er opkaldt efter mongolerne, idet familien gik tilbage til såvel mongollederen Djengis Khan som til Timur. Dynastiets grundlægger Babur stammede fra Centralasien, men da han blev tvunget væk fra familiens besiddelser i Farghana, vendte han i stedet sin hær mod sydøst og trængte ned i Indien, hvor han i 1526 løb Delhi-sultanatet over ende. Under hans sønnesøn Akbars lange regeringsperiode (1556-1605) etablerede mogulerne sig som det indiske subkontinents dominerende magtfaktor. Riget udvidedes til at strække sig fra Bengalen i øst over Nord- og Centralindien til det rige Gujarat i vest. Gujarats havne langs Det Indiske Ocean muliggjorde en indbringende handel med Det Osmanniske Rige, Iran og Europa.

Under Akbar blev Mogulriget forsynet med en stærk centraladministration efter traditionelt, islamisk mønster. Magteliten udgjordes såvel af tyrkere, afghanere, persere, som af indiske hinduer. Akbar var en stor statsmand og hærfører, og han var åben for de forskellige kulturer, som hans rige rummede. I den nyopførte hovedstad, Fatehpur Sikri nær Agra, skabte han i 1582 sin egen religion, en syntese af bl.a. islam, hindusime, buddhisme og kristendom – sidstnævnte introduceret ved hoffet af jesuitiske missionærer. Omend Akbar ikke selv kunne læse, etablerede han et stort værksted til produktion af bøger og miniaturer. Kunstnerne hér var både persere, indiske hinduer og indiske muslimer, og deres forskellige baggrund satte sig spor i produktionen. Missionærernes europæiske billedkunst udgjorde desuden en vigtig inspirationskilde, idet naturalismen og rumgengivelsen passede godt til den lokale billedtradtion. Også inden for andre teknikker var mogulkunsten præget af en glæde ved naturalistiske motiver, der var enestående i forhold til den øvrige islamiske kunst.

Akbar lagde grunden til Mogulrigets statsapparat, der skulle overleve flere århundreder. Også på det kunstneriske område etablerede han en tradition, der levede videre under sønnen Jahangir (1605-1627) og sønnesønnen Shah Jahan (1628-1657). De var begge store kunstelskere og den sidstnævnte en aktiv bygherre, der bl.a. opførte mausolæet Taj Mahal til minde om sin afdøde hustru. Mogulrigets storhedsperiode afsluttedes med Aurangzeb, der kom til magten i 1658. I sine sene år blev han grebet af religiøs ortodoksi og helligede sig opførelsen af moskeer, mens billedkunsten fik trange kår. Under Aurangzeb nåede Mogulimperiet sin største udstrækning. Han udslettede de sidste shia-muslimske sultanater i Deccan og indlemmede adskillige hindustater, der hidtil havde overlevet som selvstændige riger, under mogulernes overhøjhed.