Fra den 8. juni kan man i Davids Samling opleve særudstillingen ”The Hippie Trail’ – rejsefotografier af Torben Huss”.
The Hippie Trail - Rejsefotografier af Torben Huss

Om udstillingen
Fra den 8. juni kan man i Davids Samling opleve særudstillingen ”The Hippie Trail’ – rejsefotografier af Torben Huss”. Udstillingen udgøres af 92 fotografier og en film skabt af lysbilleder og musik. Davids Samling har i de senere år arrangeret kunstfoto-udstillinger med en relation til museets indsamlingsområder. Dette er den femte i rækken.
Torben Huss var en ung mand, da han i 1962 tog afsted med kurs mod øst. Med sig havde han sit konfirmations-kamera og sine drømme og ikke så meget andet. Turen gik ad snoede veje, og der var ingen tidsplan eller særlige opgaver, der skulle løses. Det vigtige var at komme afsted og at lade mulighederne og indtrykkene dukke op undervejs. Med Huss’ egne ord:
”Med en lille hjemmesyet sæk blaffede jeg ned gennem Europa og videre mod øst. På landevejen og uden sigte. Vejene fortsatte og lokkede og ledte mig videre, til jeg havnede i Nepal, et land jeg ikke anede eksistensen af, før jeg i Indien nærmede mig grænsen”.
Fotografierne, som Huss tog på sin første tur og på sine næste mange rejser til Indien, er sjældent blevet vist. Det sker nu, hvor et udvalg af gamle, men velbevarede negativer og lysbilleder fra 60´erne og 70’erne er fundet frem, og nye fremkaldelser udstilles under titlen ’The Hippie Trail’. I virkeligheden eksisterede begrebet hippie slet ikke, da Huss første gang tog afsted, men rejseformen og ruten skulle hurtigt vise sig at blive ”hip” i en generation med udlængsel og nysgerrighed.
Udstillingen indledes med fotografier af ungdomsliv i København i 1968. Herfra tages man med til Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Usbekistan, Pakistan og Indien. Huss’ blik for det poetiske i det fremmede er i fokus, men indimellem peger kameraet også på de medrejsende. Det er en rejse i tid og sted med en hel del til den nostalgisk anlagte og endnu mere til den eventyrlystne.
I forbindelse med udstillingen er fremstillet et lille fint katalog af museumsinspektør Peter Wandel med udvalgte billeder og et interview med fotografen. For presseeksemplarer af kataloget og pressefotos, kontakt kommunikationsansvarlig Sonja Wiesener på [email protected].
Udstillingen løber fra den 8. juni til den 28. oktober 2018. Der er gratis adgang til museet og alle udstillinger.
Der er arrangeret et pressemøde den 7. juni kl. 10.15 til 11.30, hvor Torben Huss og museumsinspektør Peter Wandel vil vise rundt og besvare spørgsmål – for fremsendelse af invitation og tilmelding til mødet, send en mail til [email protected].
Davids Samling
Kronprinsessegade 30
1306 København K
Tlf. 33 73 49 49
www.davidmus.dk
Udvalgte billeder




Sending all my love - Vintage postkort fra Mellemøsten
Et enkelt billede. En kort hilsen. En rejse på tværs af kontinenter.
Med den lille men effektfulde særudstilling Sending all My Love – Vintage postkort fra Mellemøsten inviterer vi publikum ind i en verden, hvor drømme, nysgerrighed og længsel blev sendt med posten. Udstillingen samler 160 originale postkort fra Mellemøsten og Nordafrika og tegner et billede af en tid, hvor verden føltes større end i dag.

Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel
I december 1835 glider dampskibet Levant gennem kolde vintervinde, og to danske kunstnere står på dækket med blikket mod horisonten. Forude toner Konstantinopel frem: millionbyen mellem Øst og Vest. For maleren Martinus Rørbye (1803–1848) og arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800–1856) bliver mødet med byen et afgørende vendepunkt.

Modtageren af C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 er offentliggjort
Karen Kjældgård-Larsen modtager C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 for hendes nyskabende og humoristiske fortolkninger af den klassiske keramiktradition.

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar
I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.