Albert Gottschalk (1866-1906)
Kastanjeallé ved Eremitagen, 1905?
Olie på lærred
Albert Gottschalk fandt sine motiver over hele det danske land, og han var ikke bleg for at rette fokus på mindre kendte lokaliteter. Oftest tog hans motiver dog udgangspunkt i de områder, der lå i udkanten af København, hvor han selv boede, samt i Nordsjælland, som han ofte kom for at finde inspiration. Kastanjeallé ved Eremitagen formodes at være et hans sidste malerier fra Dyrehaven, som han igennem flere år besøgte for at male.1
Fire høje træer fører blikket diagonalt ind i billedet fra højre. De lange skygger løber næsten planparallelt med billedets nedre kant. Den rødbrune forgrund er malet med usædvanlig lange, ubrudte penselstrøg, i modsætning til trækronernes korte strøg. I midten af billedet, forbi alléen og den fjernere gruppe af træer, ses rosafarvede skyer, der står i stor kontrast til den grønne eng og de omgivende trækroner, hvor gule og brune farvetoner ses.
Samlet set vidner Kastanjeallé ved Eremitagen om Gottschalks maleriske og koloristiske talent. Ikke desto mindre solgte Gottschalk kun ganske få billeder i sin levetid. Dette skyldtes, at mange fandt hans værker for skitseprægede og ufærdige, og netop derfor havde mange svært ved at anerkende dem som egentlige kunstværker.2
Størstedelen af de malerier af Gottschalk, som C.L. David indlemmede i sin samling, erhvervede han i 1949. Der er tale om fortrinsvis sene værker fra kunstnerens hånd, idet fem ud af de i alt seks værker er skabt i de sidste seks år af Gottschalks korte liv.