Vilhelm Hammershøi (1864-1916)
Fra en bondegård, Refsnæs, 1900
Olie på lærred
Fra en bondegård, Refsnæs er malet under Ida og Vilhelm Hammershøis sommerophold på Refsnæs i Vestsjælland i 1900. Hammershøi har skildret stedet, hvor parret boede; den hvidkalkede bondegård Kildevang ved Kongstrup nordvest for Kalundborg.
I billedet har Hammershøi arbejdet med lys og farver såvel som linjer og flader, der vækker mindelser om den måde, han tilgik sine interiørmalerier: Han har iscenesat sit motiv og det i så høj en grad, at den danske bondegård – der ofte associeres med masser af liv, skabt af bønder, tyende og dyr – er blevet et foruroligende tomt, uvirkeligt og næsten livløst sted. Bondegården er også skildret i en uhyre renset form: Kompositionelt set står de stråtækte tages mørke, aflange felter i kontrast til de hvidkalkede mure, den lyse himmel og åbne gårdsplads, og de understreger billedets tværformat. Bondegården er sirligt malet, særligt de sprossede vinduer og åbne såvel som lukkede døre. Det er iøjnefaldende, at Hammershøi har undladt at male brostenene på gårdspladsen. Sandsynligvis ville de forstyrre den klare form.
En næsten usynlig, hvid røgstribe stiger lodret op fra skorstenen, hvorefter den bliver opløst på den omtrent farveløse himmel, hvor Hammershøis mange små, lysmættede penselstrøg skaber et stærkt nærvær. Røgen forsikrer os om, at der er ikke en vind, der rører sig. Samtidig understreger røgen, at der trods alt må være liv på bondegården, selvom der ingen mennesker er at se.
Som andre af Hammershøis motiver er dette tømt for liv og fortælling for at give plads til registreringer af forskellige lysfænomener: Lyset på himlen, dets spil på og mellem de hvidkalkede gårdlænger foruden spejlingerne og genskæret i vinduerne. Lysfænomenerne fremkalder en metafysisk stemning, og lader værket stå gådefuldt tilbage.
I billedet har Hammershøi arbejdet med lys og farver såvel som linjer og flader, der vækker mindelser om den måde, han tilgik sine interiørmalerier: Han har iscenesat sit motiv og det i så høj en grad, at den danske bondegård – der ofte associeres med masser af liv, skabt af bønder, tyende og dyr – er blevet et foruroligende tomt, uvirkeligt og næsten livløst sted. Bondegården er også skildret i en uhyre renset form: Kompositionelt set står de stråtækte tages mørke, aflange felter i kontrast til de hvidkalkede mure, den lyse himmel og åbne gårdsplads, og de understreger billedets tværformat. Bondegården er sirligt malet, særligt de sprossede vinduer og åbne såvel som lukkede døre. Det er iøjnefaldende, at Hammershøi har undladt at male brostenene på gårdspladsen. Sandsynligvis ville de forstyrre den klare form.
En næsten usynlig, hvid røgstribe stiger lodret op fra skorstenen, hvorefter den bliver opløst på den omtrent farveløse himmel, hvor Hammershøis mange små, lysmættede penselstrøg skaber et stærkt nærvær. Røgen forsikrer os om, at der er ikke en vind, der rører sig. Samtidig understreger røgen, at der trods alt må være liv på bondegården, selvom der ingen mennesker er at se.
Som andre af Hammershøis motiver er dette tømt for liv og fortælling for at give plads til registreringer af forskellige lysfænomener: Lyset på himlen, dets spil på og mellem de hvidkalkede gårdlænger foruden spejlingerne og genskæret i vinduerne. Lysfænomenerne fremkalder en metafysisk stemning, og lader værket stå gådefuldt tilbage.