Theodor Philipsen (1840-1920)
Køer i strandkanten, 1892
Glaseret lertøj
Da Theodor Philipsen påbegyndte sin uddannelse på Kunstakademiet i København i 1862, var det med ønsket om at uddanne sig som billedhugger. Efter ganske kort tid valgte han dog at hellige sig maleriet.1 Philipsen undlod alligevel ikke at udfolde sig skulpturelt: Periodevis arbejdede han i ler, og samlet set er hans keramiske produktion både relativt stor og varieret.
I årene 1888-1893 udførte Philipsen en række keramiske fade på pottemager Johan Wallmanns (1831-1923) værksted i Utterslev i udkanten af København. Fælles for disse fade er, at de blev drejet af professionelle pottemagere. Derudover er de cirkulære og dekorerede med dyremotiver. Et andet fællestræk for Philipsens fade er, at de blev skabt uden brugsværdi for øje.
På dette fad ses en dekoration med græssende køer i et sommerligt landskab, der er hentet fra øen Saltholm, som var Philipsens uudtømmelige inspirationskilde, når det gjaldt dyremotiver. Han har anvendt klare glasurer og tonet dem således, at de giver et akvarelagtigt udtryk på den hvide bund. Derudover har Philipsen undladt at indridse sin dekoration helt ned til leret, som i B 395. Han har derimod skabt lettere indridsede konturer, hvilket får dekorationen til at fremstå friere og mere malerisk.2
Ligesom med B 395 har Philipsen også på dette fad valgt at omkranse den cirkulære dekoration; dels med en mindre bort med et stiliseret mønster, dels med et større, stærkt ornamentalt mønster på den brede fane med hvepse mellem blomsterranker.
I årene 1888-1893 udførte Philipsen en række keramiske fade på pottemager Johan Wallmanns (1831-1923) værksted i Utterslev i udkanten af København. Fælles for disse fade er, at de blev drejet af professionelle pottemagere. Derudover er de cirkulære og dekorerede med dyremotiver. Et andet fællestræk for Philipsens fade er, at de blev skabt uden brugsværdi for øje.
På dette fad ses en dekoration med græssende køer i et sommerligt landskab, der er hentet fra øen Saltholm, som var Philipsens uudtømmelige inspirationskilde, når det gjaldt dyremotiver. Han har anvendt klare glasurer og tonet dem således, at de giver et akvarelagtigt udtryk på den hvide bund. Derudover har Philipsen undladt at indridse sin dekoration helt ned til leret, som i B 395. Han har derimod skabt lettere indridsede konturer, hvilket får dekorationen til at fremstå friere og mere malerisk.2
Ligesom med B 395 har Philipsen også på dette fad valgt at omkranse den cirkulære dekoration; dels med en mindre bort med et stiliseret mønster, dels med et større, stærkt ornamentalt mønster på den brede fane med hvepse mellem blomsterranker.