Timuriderne og Turkmenerne
År 1370-C. 1500
Timuridernes stamfader, Timur, tilhørte en gren af den tyrkisk-mongolske chagatay stamme, der havde slået sig ned i Centralasien. Han var gift med en mongolsk prinsesse, hvis familie skulle nedstamme fra Djengis Khan. Ligesom mongolerne indtog Timur i løbet af kort tid et enormt rige. Med udgangspunkt i hovedstaden Samarkand erobrede han fra 1370 Iran, Irak og Afghanistan og gennemførte sejrrige felttog mod mamlukkerne i Syrien og osmannerne i Anatolien.
Efterfølgende blev Timurs storrige opdelt mellem hans mange familiemedlemmer, sådan som den tyrkisk-mongolske tradition for arvefølge påbød det. Opsplitningen og pres fra turkmenske stammer betød imidlertid, at Det Timuridiske Rige snart skrumpede ind til Centralasien og den østlige del af Iran.
Blandt de mange centralasiatiske folk, der i første halvdel af det 13. århundrede blev tvunget vestover foran mongolerne, var der forskellige turkmenske nomadegrupper. I begyndelsen af det 15. århundrede lykkedes det nogle af disse at overtage timuridernes besiddelser mod vest. Under den store hærfører Uzun Hasans ledelse blev aq qoyunlu-turkmenerne (de hvide får) en kort overgang områdets ledende magtfaktor. Hans drømme om et storrige blev dog stoppet i 1473 af osmannerne i Anatolien. Efter hans død gik riget hurtigt i opløsning på grund af splid blandt hans efterkommere, samt presset fra osmannerne og det iranske områdes nye magtfaktor, safaviderne.
Under timuriderne spillede foruden Samarkand også Herat i lange perioder en vigtig rolle som hovedstad og kunstnerisk center. Timuriderne var store mæcener. De igangsatte vældige byggeprojekter og oprettede værksteder, hvor arbejdskraften bl.a. udgjordes af tilfangetagne kunstnere og kunsthåndværkere. Deres forskelligartede baggrund satte sig spor i den kunstneriske produktion, men især påvirkningen fra den fjernøstlige kultur er karakteristisk. I den ofte meget farverige timuridiske kunst optræder kinesiske fabelvæsner og blomster, og også keramikkens former er inspireret af kinesisk porcelæn. Adskillige timuridiske prinser var selv kalligrafer og store bogelskere. De etablerede bogværksteder til fremstilling af kostbare manuskripter, og det timuridiske miniaturemaleri, der udførtes i det 15. århundredes Herat, anses for et af højdepunkterne i det persiske maleri.
Den timuridiske kunst kom på afgørende vis til at præge såvel den osmanniske som den safavidiske, både igennem krigsbytte og de tilfangetagne kunstnere, som kom til at arbejde for de nye magthavere.
Geografi
Hør om Timuriderne og Turkmenerne
/
/
