Penneæske af træ dekoreret med skildpadde, elfenben, perlemor, ibenholt og messing
Penneæsker eller skriveskrin i mange forskellige materialer har altid været fremstillet med stor omhu i den islamiske verden, hvor netop kunsten at skrive smukt var en af de mest værdsatte. Dette store skrin er ingen undtagelse og er et af de mest pragtfulde inden for sin type (se også 39/2000 og 35/1976).
I sin dekoration er penneæsken et udtryk for en eklektisk stil, der inkorporerer påvirkninger fra store dele af den islamiske verden. Det Osmanniske Rige var i anden halvdel af det 16. århundrede på toppen af sin indflydelse og havde vidt forgrenede handelsforbindelser.
De rige katamkari-indlægninger, bestående af små mosaikagtige elementer, var især udbredt i Iran (se 35/2000), mens de stiliserede planter i nicher vækker mindelser om indiske tekstiler og stenarbejder. Tilsvarende nicher – både dem på siderne og på fødderne - kendes også fra Tyrkisk arkitektur. Der er ligeledes en klar forbindelse til samtidige osmanniske indlagte møbler1, mens den udstrakte brug af metaltråde er usædvanlig og tilsyneladende kun kendes fra et skildpadde-indlagt bogbind dateret omkring 15602.
Den indvendige bakke, messingbeholder og bemaling er senere og sandsynligvis fra omkring 1840, da penneæsken i Istanbul erhvervedes af en diplomat ansat ved ambassaden for kongedømmet Begge Sicilier.
I sin dekoration er penneæsken et udtryk for en eklektisk stil, der inkorporerer påvirkninger fra store dele af den islamiske verden. Det Osmanniske Rige var i anden halvdel af det 16. århundrede på toppen af sin indflydelse og havde vidt forgrenede handelsforbindelser.
De rige katamkari-indlægninger, bestående af små mosaikagtige elementer, var især udbredt i Iran (se 35/2000), mens de stiliserede planter i nicher vækker mindelser om indiske tekstiler og stenarbejder. Tilsvarende nicher – både dem på siderne og på fødderne - kendes også fra Tyrkisk arkitektur. Der er ligeledes en klar forbindelse til samtidige osmanniske indlagte møbler1, mens den udstrakte brug af metaltråde er usædvanlig og tilsyneladende kun kendes fra et skildpadde-indlagt bogbind dateret omkring 15602.
Den indvendige bakke, messingbeholder og bemaling er senere og sandsynligvis fra omkring 1840, da penneæsken i Istanbul erhvervedes af en diplomat ansat ved ambassaden for kongedømmet Begge Sicilier.