Kalligrafi
Den arabiske skrift
Den arabiske skrifts udvikling tog for alvor fat samtidig med, at religionen islam opstod i det 7. århundrede, og de muslimske kalligrafers fornemste opgave blev at nedfælde Koranens ophøjede ord så smukt som muligt.
De ældste skriftyper var relativt kantede: ma’il eller hijazi, kufi, østlig kufi og maghribi. Sideløbende fandtes mere kursive eller letskrivelige skriftformer, der mest anvendtes til verdsligt brug. Omkring begyndelsen af det 10. århundrede udformedes regler for, hvorledes de kursive skrifter naskhi, thuluth, muhaqqaq, rayhani, tawqi og riqa burde udføres. Denne reform styrkede de kursive skrifters anseelse, og de fortrængte efterhånden de mere kantede – også i koraner.
Omkring 1500 udvikledes den persiske skrift nastaliq, der især brugtes til poesi, i kancellierne skrev man divani, og i Indien og Kina fandt man de regionale stilarter bihari og sini.
