Awadh (eller Oudh) udgøres af regionerne Lucknow og Faizabad i den indiske delstat Uttar Pradesh, og det blev annekteret af Delhi-sultanatet i slutningen af det 12. århundrede AD, og derefter af stormogulen Akbar.

Efter Aurangzebs død i 1118 (1707) begyndte mogulernes magt at mindskes, og nawaberne i Awadh blev i stand til at erklære deres uafhængighed. Dynastiets grundlægger, Sa’adat Khan Burhan al-Mulk lagde Benares, Ghazipur, Jaunpur og Chunar til sine områder, og hans efterfølger Safdar Jang blev af mogulerne udnævnt til vesir i 1161 (1748).

Men hans søn, Shuja’ al-Dawla, kom i konflikt med det engelske East India Company’s voksende magt, og efter at de havde besejret ham i 1178 (1764), omdannede de Awadh til en stødpudestat imod marathaerne.

Shuja’ al-Dawla blev efterfulgt af sin uduelige søn, Asaf al-Dawla, og derefter af dennes søn, Sa’adat ’Ali Khan, som døde i 1229 (1814), hvorpå Ghazi al-Din Haydar ibn Sa’adat efterfulgte faderen på tronen.

Med støtte fra den engelske generalguvernør Lord Hastings, erklærede Haydar fem år senere sin uafhængighed med de kongelige titler Abu’l-Muzzafar Mu’izz al-Din Shah-i Zamin Ghazi al-Din Haydar, og han var den første af nawaberne i Awadh, der tog titlen konge. For at understrege sin høje rang brugte han 20 millioner rupier på en guld- og sølvtrone, besat med juveler. Han prægede også en sølvmedalje med et portræt af sig selv, til minde om starten på sin regeringstid.

Mønter i Haydars navn bar et persisk to-linjevers (distikon) på forsiden og hans våbenskjold på bagsiden. Denne fornyelse kan have været ansporet af engelsk indflydelse, som fik Haydar til at føle sig moderne og europæisk.

Som hersker var Ghazi al-Din Haydar ikke en succes, for hans udsvævende liv, dårlige ledelse, ekstravagance og uærlighed fremskyndede Awadh-dynastiets nedgang.

Han var imidlertid gavmild over for fattige og en mæcen for arkitekturen, og blandt hans bygninger i Lucknow var Qadam Rasul, der indeholdt en sten, som man sagde, at profeten Muhammads fodaftryk var på, og det imponerende Shah Najaf – mausoleet, hvor han blev begravet i 1243 (1827).