Seljukkerne og deres efterfølgere

Tro mod den tyrkisk-mongolske tradition for arvefølge deltes territoriet op mellem familiemedlemmer, hvorefter lokale dynastier opstod. Dertil kom oprør fra uassimilerede Oghuz-nomader, der ikke ville underlægge sig statsmagten. Resterne af riget blev til slut løbet over ende af Khwarazm-shaherne fra nordøst, der i 1194 dræbte den sidste seljukkiske sultan. Af seljukkernes rige opstod kortvarigt en række mindre dynastier, indtil mongolerne mod midten af det 13. århundrede på ny samlede området.

Seljukkernes storrige var organiseret efter persisk forbillede med et statsapparat af persiske embedsmænd, der lededes af en vesir. Hæren rummede mange nationaliteter, men lederne var tyrkere. Den religiøse klasse havde enten persisk eller arabisk baggrund. Efter en periode, hvor sunni-muslimernes overhoved, kaliffen, havde levet i Baghdad under de shia-muslimske buyiders herredømme, kunne seljukkerne fejre sig selv som genoprettere af sunni-islam i islams kerneområde. Seljukkernes basis var dog i det iranske område, hvor byerne Nishapur, Rayy og Isfahan udgjorde de vigtigste politiske og kulturelle centre. Den nye religiøse ensretning promoveredes under seljukkerne med et stort anlagt byggeprogram af madrasaer (koranskoler), der også skulle imødegå indflydelsen fra den politiske hovedmodstander, de shia-muslimske fatimider i Egypten.

Under seljukkerne udvikles en række nye kunstneriske teknikker og udtryksformer. Inden for keramikken skabtes meget detaljeret udformede motiver i underglasurmaleri, med lustre-dekorationer og polykromt maleri (minai). Også metalgenstande udsmykkedes med fine indlægninger i sølv og guld. Den seljukkiske kunst er bl.a. kendetegnet ved en forkærlighed for figurative motiver. Menneskefremstillingerne er hyppige og ansigternes høje kindben og mandelformede øjne afspejler den tyrkisk-mongolske folketype. Mange elementer fra den seljukkiske kunst levede videre i det iranske område, også længe efter at seljukkerne var ophørt som politisk faktor.