Frise af lergods, med udskåret ornamentik dekoreret med hvid, turkis og manganviolet glasur

Denne frise stammer fra en periode, hvor farverigt, glaseret keramik kom til at spille en stadig større rolle i udsmykningen af islamisk arkitektur. Tendensen mærkes allerede under il-khaniderne og nåede et foreløbigt højdepunkt med timuridernes monumentale arkitektur i Samarkand.

Hvorfra frisen kommer, er usikkert, men kunstneren har formået at skabe et fascinerende mønster i hvidt og turkis – snart positivt snart negativt – bestående af palmetter med mindelser om franske liljer. Reliefvirkningen er forstærket ved, at han har glaseret de dybe udskårne fuger med manganviolet.