Fad af fajance
Kastrup, 1755-1781
Diam: 40 cm
Inventarnummer NF 60
Som en del af sit industrikompleks Kastrupværk i Kastrup ved København grundlagde den tyskfødte stenhugger og arkitekt Jacob Fortling (1711-1761) i starten af 1750’erne en fajancefabrik. Produktionen, der var baseret på ler fra Bornholm og kalk fra den lille ø Saltholm i Øresund, blev for alvor påbegyndt i 1755. Fabrikken fik hurtigt succes, og sortimentet gik lige fra bakkeborde, fade, lågskåle og terriner til skrivetøj, bordopsatser, fliser og prydvaser.
Det, som kendetegner fabrikken i Kastrups tidlige periode, er de brogetmalede blomstermotiver, som kan ses på dette store runde fad med dobbeltriflet kant. Formen er afledt af en sølvmodel, hvilket er typisk for tiden, idet man på fajancefabrikker arbejdede med efterligninger af metalarbejder (S 561). Dekorationen udgøres af en gul tulipan og en sart rød rose foruden tre strøblomster og blade i forskellige farver. Fadet hører med stor sandsynlighed til et af fabrikkens spisestel.1
I Davids Samling findes seks genstande fra fajancefabrikken i Kastrup. Alle genstandene blev erhvervet af museets stifter, C.L. David.

Fodnoter
Fodnoter
1.
Nævnes af Jørgen Ahlefeldt-Laurvig i hans bog Københavnske fajancer fra 1700-tallet, Københavns Bymuseum, København 1974, kat. 152, s. 27. En anden forfatter, Kai Uldall, nævner blot muligheden for, at man på Kastrup fajancefabrik har arbejdet med bestanddele til et brogetmalet spisestel – en teori, der er baseret på de bevarede muffelbrændte fajancers form og dekoration. Se Kai Uldall: Gammel dansk fajence. Fra fabriker i kongeriget og hertugdømmerne, København 1961, s. 65.