På udebane – Dilemmaer i den dokumentariske genre.

Dato

7. maj 2025

Tid

17.00

Gæst

Sine Plambech, Camilla Magid og Emile Hertling Péronard modereret af Nagieb Khaja

Må man portrættere mennesker, kulturer og lande, som man ikke indgående kender fra egne kulturelle erfaringer? Og hvordan navigerer dokumentarister i en verden præget af polariserede holdninger?

Tag med, når instruktør Camilla Magid, antropolog og filminstruktør Sine Plambech samt producer Emile Hertling Péronard deler deres personlige erfaringer og dilemmaer i en samtale modereret af den prisvindende journalist og dokumentarist Nagieb Khaja.

Denne aften dykker vi ned i spørgsmål om repræsentation, etiske grænser og den kreative proces, der ligger bag dokumentariske fortællinger – med perspektiver fra Grønland til Mellemøsten og Europas grænseland.

Kom og bliv en del af en vigtig samtale om dokumentarfilmens potentialer og ansvar.

Camilla Magid

Instruktør. Magid er uddannet fra den uafhængige filmskole Super16 i 2010, har en bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og er uddannet som arabisk sprogofficer fra forsvarsakademiet.

Magid vandt prisen for bedste debutfilm på CPH:DOX for dokumentarfilmen ”En sort streg om øjet” (2006). Hendes første lange dokumentarfilm ”Sort hvid dreng” (2012), var nomineret til en Bodil. ”Land of the Free” (2017) vandt prisen for bedste nordiske dokumentarfilm NORDIC:DOX på CPH:DOX. 

Sine Plambek

PhD. Antropolog og seniorforsker, prisvindende filminstruktør. Plambech udforsker løbende alternative former for repræsentation og forskningsformidling gennem creative writing, film og visuel antropologi. I hendes kommende film undersøger hun vold og hverdagsliv blandt kvindelige migranter ved Europas sydlige grænser.

Plambechs forskning fokuserer på international migration, menneskehandel, moderne slaveri, smugling, kvinders migration, sexarbejdsmigration, ægteskabsmigration, grænsepolitik, flygtninge, deporteringer, dokumentarfilm og visuel antropologi. 

Emile Hertling Pèronard

Producer. Opvokset i Nuuk og flyttede i 2000 til København for at læse Filmvidenskab ved Københavns Universitet. Péronard debuterede som dokumentarfilmproducer i 2014 med 'Sumé – Mumisitsinerup Nipaa', mens han sideløbende etablerede produktionsselskabet Ánorâk Film i Nuuk med filmens instruktør Inuk Silis Høegh. Selskabet er aktivt i dag med en lang række lokale og internationale dokumentarfilmproduktioner. I 2020 etablerede Péronard selskabet 'Polarama Greenland' med Pipaluk Kreutzmann Jørgensen, der arbejder med bl.a. international co-produktion af særligt fiktion samt production services. Selskabet er aktivt i en lang række lokale og internationale produktioner i Grønland.

Nagieb Khaja

International anerkendt og prisvindende journalist og dokumentarinstruktør, hvis film og reportager er blevet vist på BBC, Al Jazeera English, Vice International og Guardian.

Nagieb Khaja er også forfatter og har skrevet den anmelderroste, Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan (2011, genudgivet 2017). Du må ikke græde, for så mister du blod (maj 2017) handler om Nagieb Khajas oplevelser i det krigshærgede Syrien.

Khaja har de seneste 10 år især været optaget af konflikterne i Syrien og Afghanistan, og han er blandt andet kendt for at være en af ganske få journalister på verdensplan, der har fået adgang til ledende personer i jihadistiske grupper som Al-Qaeda og Taleban og har eksempelvis instrueret en dokumentarfilm om Al-Qaeda i Syrien, Western Jihadis in Syria, for Al Jazeera English, hvor han møder bevægelsens talsmand og flere af dens krigere. Derudover har han instrueret fire dokumentarfilm om Taleban (Inside The Taliban for BBC Panorama, On The Frontlines With The Taliban og Living In Taliban Country for Al Jazeera America, The Resurgence of The Taliban for Vice News. Nagieb Khaja har desuden instrueret den prisvindende dokumentarfilm My Afghanistan, som handler om de civiles liv i den konflikthærgede Helmand-provins i Afghanistan.

Copyright 2022 © - Davids Samling