Jette Bang – En dansk kvinde blandt nomader
Tag med på en fascinerende rejse ind i fotografen Jette Bangs verden, når Davids Samling inviterer til en tankevækkende talk om hendes møde med nomadekulturen i Qatar. Med sit skarpe blik og sin unikke evne til at fange menneskets liv og landskaber gennem kameralinsen, skabte Jette Bang en række enestående billeder, der dokumenterer en nu næsten forsvunden livsform.
Denne aften bliver vi klogere på Jette Bang og hendes arbejde samt den kultur, hun mødte, gennem samtale med antropolog Ida Nicolaisen og museumsinspektør på Davids Samling Peter Wandel. Talken modereres af den erfarne journalist Nynne Bjerre Christensen, der vil lede diskussionen om fotografens betydning og de historiske og kulturelle perspektiver.
Vi dykker ned i, hvordan Jette Bangs fotografier skildrer livet blandt Qatars nomader i midten af det 20. århundrede, og hvad vi i dag kan lære af hendes arbejde – både som kunst og som dokumentation af en tid og et sted i hastig forandring.
Ida Nicolaisen
Antropolog. Ida Nicolaisen var kun 23 år, da hun drog af sted på kamelryg i det vestafrikanske land Chad for at opspore og studere et ukendt jægerfolk ved navn Haddad. Siden har hun gennemført studier blandt Tuaregerne, et nomadefolk i Sahara, og fra 1973 blandt Punan Bah-folket i Borneos regnskov - et arbejde som fortsat pågår. I 2016 afsluttede Ida Nicolaisen udgivelsen af 15 store bind om dansk nomadeforskning under titlen 'The Carlsberg Foundation's Nomad Research Project'.
Peter Wandel
Museumsinspektør på Davids Samling og cand.mag. i nærorientalsk arkæologi. Wandel har blandt meget andet kurateret udstillingen Jette Bang – Portræt af beduinerne i Qatar.
Nynne Bjerre Christensen
Journalist, uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1999, med en MA i European Studies fra King’s College London i 2003. Hun har arbejdet som freelancer i en årrække for blandt andet Månedsbladet PRESS, Europa Kommissionen og Berlingske Tidende.
Bjerre Christensen har været på reportagerejser til konflikt- og post-konfliktområder som Libanon, Sri Lanka og den kurdiske del af Tyrkiet. Hun har på tre ekspeditioner til Nordøstgrønland forsøgt at finde den forsvundne polarforsker Ludvig Mylius-Erichsen, indtil videre uden held. I perioden fra 2005 til 2017 har hun været vært på DR2 nyhedsmagasin Deadline 2230. Det har gjort hende til en særdeles dreven ordstyrer og moderator. Desuden har hun i over ti år modereret konferencer på dansk og engelsk.