CPH:DOX – Filmforevisning og koncert: 'A Sisters' Tale' & DAYYANI

Dato

26. marts 2025

Tid

17.00

Gæst

CPH:DOX og DAYYANI

Davids Samling inviterer i samarbejde med CPH:DOX til en stemningsfuld aften, hvor filmens verden møder museets unikke samling. Oplev dokumentaren ‘A Sisters’ Tale’ (2024) af Leila Amini, nyd en sød servering af baklava, og afslut aftenen med en intimkoncert af den dansk-iranske sanger og sangskriver DAYYANI.

Vi glæder os til at byde jer velkommen til en ganske særlig aften!
Billetsalg åbner snarest.

Film: 'A Sisters' Tale'

Over syv år følger instruktør Leila Amini sin søster Nasreen, der kæmper for at blive sanger i Teheran, hvor kvinder er forment adgang til at synge offentligt. Filmen giver et sjældent indblik i Nasreens liv – en fortælling om drømme, modstand og søsterskab, hvor hun forsøger at navigere mellem personlige ambitioner og de begrænsninger samfundet sætter for hende.

’A Sisters’ Tale’ skildrer livet som kvinde i Iran, og et rigt indre liv som bremses af en udfordrende ydre virkelighed. I en fortælling om søsterskab, mod, dilemmaer og viljestyrke, portrætteres en kvinde på jagt efter frihed og et lykkeligt liv, gennem rå øjeblikke, som kun en søster kan indfange.

Koncert: DAYYANI

Efter filmen byder vi på en eksklusiv intimkoncert med DAYYANI, der forener elektroniske beats med pop og mellemøstlige toner i et unikt lydunivers. Med optrædener på bl.a. Roskilde Festival, SPOT og Reeperbahn Festival, samt udgivelsen af debutalbummet ‘Recipe For Love’ (2024), har DAYYANI markeret sig som en af de mest spændende stemmer på den danske musikscene.

Copyright 2022 © - Davids Samling