Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958)
En bjergbestigerske, 1902
Akvarel på papir

I foråret 1902 drog J.F. Willumsen på vandretur i Pyrenæerne sammen med sin nye, store kærlighed og senere hustru, billedhuggeren Edith Wessel (1875-1963). I sommeren samme år rejste de sammen mod de schweiziske alper, hvor Willumsen udførte en række akvareller af sin forlovede siddende, gående og stående, med og uden vandrestav, i forskellige alpelandskaber. Akvarellerne fungerede som skitser til det store oliemaleri, En bjergbestigerske (1904), som i dag regnes for et hovedværk i dansk kunst.¹

Flere akvareller afviger dog fra maleriets endelige motiv og udtryk, deriblandt denne i Davids Samling. Willumsen har skildret Edith Wessel i en siddende position, hvilende i græsset på en bjergskråning. Den opadgående bevægelse i naturen forstærkes yderligere af bjergene, der toner frem i baggrunden. Iøjefaldende er Edith Wessels feminine fremtoning, der understreges af havfruestillingen, det løse håndled og det opsatte hår under hatten. Willumsen har ikke malet hendes ansigt og venstre hånd, hvilket understreger, at der er tale om en skitse og et endnu ikke fastlagt motiv.²

Samlet set viser En bjergbestigerske et harmonisk forhold mellem kvinden og naturen, hvilket kan ses i forlængelse af den krops- og frihedsdyrkelse, der var fremherskende i den såkaldte vitalisme i dansk kunst fra perioden 1890-1940. Derudover har det været vigtigt for Willumsen at skildre kvinden, der på dette tidspunkt bjergtog ham: I 1903 giftede Willumsen sig med Edith Wessel, som blev et centralt omdrejningspunkt i hans liv og kunst frem til afslutningen på deres forhold i 1928.