Maleri og tegninger
Nybrud og kunstneriske fællesskaber
I begyndelsen af 1880’erne rettede en række danske billedkunstnere hård kritik mod Kunstakademiets strenge optagelsesregler og undervisningsforhold samt konservative kunstsyn. Det førte bl.a. til oprettelsen af den alternative kunstskole ’Kunstnernes frie Studieskoler’ i København i 1882, hvor undervisningen bar præg af frihed og åbenhed over for de store nybrud, der fandt sted i den internationale malerkunst set i forhold til motivvalg, teknik og malemåde. Malerne P.S. Krøyer og Lauritz Tuxen underviste med inspiration fra de nye strømninger, som de hentede med hjem fra Paris, og Kristian Zahrtmanns undervisning fik afgørende betydning for den danske malerkunsts videre udvikling i det 20. århundrede.
Størstedelen af malerierne i Nyere dansk samling er udført af kunstnere, der i kortere eller længere perioder modtog undervisning på Kunstnernes frie Studieskoler, bl.a. Vilhelm Hammershøi, Poul S. Christiansen og Fynbomalerne. Derfor kan man f.eks. både opleve malerier, der er skabt af kunstnere, som var impressionistisk inspireret i brug af farve og lys, samt malerier, hvor kunstnernes grundige friluftstudier har resulteret i virkelighedsnære natur- og miljøskildringer.