Spejl af emalje på kobber
Kina, 1741
Emiljearbejder har en lang tradition i Kina, men i begyndelsen af det 18. århundrede så en ny teknik dagens lys: Man dækkede en hel flade, oftest af kobber eller messing, med et lag emalje, hvorefter en dekoration blev malet ovenpå i et nyt lag af forskellige, strålende emaljefarver.1 Materialet – emaljen – er ofte blevet omtalt som ”Canton-emalje”, fordi førnævnte teknik opstod i byen Canton (i dag Guangzhou) i Guangdongprovinsen, der fra slutningen af det 17. århundrede var centrum for Vestens Kinahandel.
De emaljerede kobbergenstande var stærkt påvirket af porcelænet, som på dette tidspunkt var en af Kinas store eksportvarer. Og ligesom porcelænet havde de fortrinsvis til formål at blive eksporteret, bl.a. til Vesten, hvor kendskabet og efterspørgslen øgedes, fordi teknikken var ny, farverne var smukke, og genstandenes form og udtryk mindede om det kostbare porcelæn.2 Ud over til tekander og -kopper, snusflasker og krukker anvendtes emaljeteknikken også til spejlrammer som f.eks. denne i Davids Samling, der i tiden var en særdeles attraktiv luksusgenstand.
Det rektangulære spejl har en ramme, der er dekoreret med forskellige blomstermotiver i famille rose -farver: rosa, blå, grøn og sort. Rammens topstykke har svejfede kanter og indskæringer, der symmetrisk peger mod en cirkulær medaljon med en større blomst i midten. Det nederste stykke er også forsynet med svejfede kanter og indskæringer. I sit design er spejlet baseret på et europæisk forlæg, idet rammens form er beslægtet med engelske spejle fra begyndelsen af det 18. århundrede.3
Spejlet er et af to identiske, der blev bestilt af supercargo Christen Lintrup (1703-1772) i Canton i foråret 1741. I 1742 bragte han dem til København med skibet ”Dronningen af Danmark”.4 Herefter gik de to spejle i arv i Lintrups slægt. I dag ses det ene i Davids Samling, det andet i samlingen på Designmuseum Danmark.5
De emaljerede kobbergenstande var stærkt påvirket af porcelænet, som på dette tidspunkt var en af Kinas store eksportvarer. Og ligesom porcelænet havde de fortrinsvis til formål at blive eksporteret, bl.a. til Vesten, hvor kendskabet og efterspørgslen øgedes, fordi teknikken var ny, farverne var smukke, og genstandenes form og udtryk mindede om det kostbare porcelæn.2 Ud over til tekander og -kopper, snusflasker og krukker anvendtes emaljeteknikken også til spejlrammer som f.eks. denne i Davids Samling, der i tiden var en særdeles attraktiv luksusgenstand.
Det rektangulære spejl har en ramme, der er dekoreret med forskellige blomstermotiver i famille rose -farver: rosa, blå, grøn og sort. Rammens topstykke har svejfede kanter og indskæringer, der symmetrisk peger mod en cirkulær medaljon med en større blomst i midten. Det nederste stykke er også forsynet med svejfede kanter og indskæringer. I sit design er spejlet baseret på et europæisk forlæg, idet rammens form er beslægtet med engelske spejle fra begyndelsen af det 18. århundrede.3
Spejlet er et af to identiske, der blev bestilt af supercargo Christen Lintrup (1703-1772) i Canton i foråret 1741. I 1742 bragte han dem til København med skibet ”Dronningen af Danmark”.4 Herefter gik de to spejle i arv i Lintrups slægt. I dag ses det ene i Davids Samling, det andet i samlingen på Designmuseum Danmark.5