Jens Juel (1745-1801)
Frederik 6. som regerende kronprins, 1787
Olie på lærred
I 1780 blev Jens Juel udnævnt til kongelig hofmaler, og i løbet af de efterfølgende år blev han bedt om at udføre en lang række helfigursportrætter af den kongelige familie, deriblandt kronprins Frederik (1768-1839), som var søn af Christian 7. (1749-1808) og dronning Caroline Mathilde (1751-1775). I 1784 – blot 16 år gammel – stod kronprinsen bag et statskup, og fra da af var han kongemagtens legitime repræsentant (regerende kronprins) indtil han i 1808, efter sin fars død, blev kronet som kong Frederik 6. af Danmark og Norge.
Juel har skildret Frederik 6. som regerende kronprins i en alder af ca. 19 år. Iført elegante klæder samt Elefantordenens blå bånd og stjerne ses kronprinsen stående i et adeligt interiør, og med en imødekommende gestus synes det, at han byder beskueren velkommen. Nøjere studier af billedet viser, at Frederik 6. befinder sig i audiensgemakket på Christiansborg Slot, der på dette tidspunkt – i 1787 – var kongens residens. Han er placeret ved siden af et konsolbord, hvorpå der står et taffelur og skulpturen i baggrunden er Amor patriae. Allegori på kærlighed til fædrelandet (1777), udført af den engelske billedhugger Carl Frederik Stanley (1738-1813).1
Helfigursportrættet af kronprins Frederik 6. er særlig interessant, fordi Juel her udviser en helt ny tilgang til den særlige gren af portrætgenren, statsportrættet. Tidligere såvel som på dette tidspunkt i det 18. århundrede udmærkede sådanne portrætter sig ved at være pompøse, iscenesatte og med en komposition, der var tillagt rokokoens glæde ved illusionistisk materialegengivelse, elegante poseringer og afmålt smilende ansigter. Juel skildrer derimod en mere venlig, imødekommende regent uden spor af fortidens arrogance og afstandtagen samt i en enkel komposition, sammenlignet med fortidens portrætter. Endelig er Juels værk også blandt de første danske statsportrætter, som er malet i eksisterende rum med eksisterende møbler.2
C.L. David erhvervede portrættet af kronprins Frederik 6. i 1932. I dag befinder 14 værker af Juel sig i samlingen, både malerier, pasteller og tegninger.