Albert Gottschalk (1866-1906)
Fra Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde. Graa Vinterdag, 1894
Olie på lærred
Albert Gottschalk var en inkarneret friluftsmaler og yndede at rejse rundt omkring i Danmark for at opleve landet og naturen med egne øjne. Af vennen og kollegaen Johan Rohde blev hans arbejdsform beskrevet således: ”Han opsøgte sine Motiver med stor Omhu; han strejfede med sine lange Skridt milevidt omkring i sit Jagtrevier, vejrende med opspilede Øjne og Nakken tilbage efter de Kroge, som han nu elskede i den store Bys Udkanter eller i de små danske Købstæders gamle Gader og Gyder.”1
I vinteren 1894 lagde Gottschalk vejen forbi Roskilde, hvorfra han udførte Fra Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde. Graa Vinterdag, hvis neddæmpede vintermotiv med huse langs en opkørt vej er karakteristisk for Gottschalk, som på dette tidspunkt fortrinsvis arbejdede med det naturalistiske stemningsmaleri. Han foretrak at skildre det mennesketomme landskab, der ofte blev malet i gråvejr og med en vej, der, som her, gik fra billedets forgrund og ind i billedrummet.
Særligt iøjnefaldende er billedets dynamiske komposition: I for- og mellemgrunden ses nogle spinkle træer, hvis nøgne, mørke grene er urolige elementer i det sneklædte landskab mod den disede himmel. Husene er placeret således, at de bevæger sig ind i billedrummet. Ligeså gør vejen, hvis skrå, drejende bevægelse fuldender kompositionen, der ved første øjekast kan synes næsten farveløs. Men ved nærmere eftersyn brydes den reducerede farveskala med penselstrøg i stærke farver – okker, gul, grøn og lyseblå.
I vinteren 1894 lagde Gottschalk vejen forbi Roskilde, hvorfra han udførte Fra Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde. Graa Vinterdag, hvis neddæmpede vintermotiv med huse langs en opkørt vej er karakteristisk for Gottschalk, som på dette tidspunkt fortrinsvis arbejdede med det naturalistiske stemningsmaleri. Han foretrak at skildre det mennesketomme landskab, der ofte blev malet i gråvejr og med en vej, der, som her, gik fra billedets forgrund og ind i billedrummet.
Særligt iøjnefaldende er billedets dynamiske komposition: I for- og mellemgrunden ses nogle spinkle træer, hvis nøgne, mørke grene er urolige elementer i det sneklædte landskab mod den disede himmel. Husene er placeret således, at de bevæger sig ind i billedrummet. Ligeså gør vejen, hvis skrå, drejende bevægelse fuldender kompositionen, der ved første øjekast kan synes næsten farveløs. Men ved nærmere eftersyn brydes den reducerede farveskala med penselstrøg i stærke farver – okker, gul, grøn og lyseblå.