P.S. Krøyer (1851-1909)
Grosserer S.W. Isberg, 1894
Olie på lærred
P.S. Krøyer er især kendt for sine mange stemningsfulde billeder fra Skagen, hvor han boede en stor del af sit liv. Han havde dog også en stærk tilknytning til København, hvor han voksede op, uddannede sig og periodevist arbejdede, særligt om vinteren, hvor han udførte talrige portrætter og bestillingsopgaver. Krøyer var en god iagttager, og han evnede at skildre mennesker uden omsvøb. Netop derfor blev han en af de mest feterede og bedst betalte portrætkunstnere i hans tid.
I perioden 1888-1904 skabte Krøyer fem monumentale og personrige gruppeportrætter, deriblandt Fra Københavns Børs fra 1895, hvor 50 førende handelsfolk fra samtidens danske erhvervsliv er afbildet.1 Maleriet var et bestillingsværk, og det tog Krøyer ca. tre år at male det, hvilket bl.a. skyldtes den komplicerede billedkomposition, talrige modelstudier samt arbejdet med at skabe 9-10 store helfigursportrætter af nøje udvalgte herrer i billedets forgrund.2
Grosserer S.W. Isberg er netop et af de helfigursportrætter, som Krøyer skabte i forbindelse med tilblivelsen af Fra Københavns Børs. Portrættet forestiller handelsmanden Svend Wilhelm Isberg (1820-1895), som hér ses iført handels- og industriledernes høje hat og frakke.
Nyere forskning har påvist, at det givetvis ikke kun var af praktiske og kunstneriske grunde, at Krøyer afbildede herrerne i forgrunden i Fra Københavns Børs enkeltvis – og i så store formater. Han havde også de færdige værkers salgbarhed for øje, idet de med stor sandsynlighed kunne sælges til de portrætterede, deres familie eller deres firmaer. Og som et slags reklamefremstød valgte Krøyer da også at udstille dem, inden han havde færdiggjort Fra Københavns Børs.3 Portrættet af Isberg blev dog ikke afsat, og C.L. David erhvervede det flere år efter dets tilblivelse på P.S. Krøyers dødsboauktion i 1910.