Peter Hansen (1868-1928)
Gødningssamlere, 1904
Olie på lærred
I begyndelsen af 1903 modtog Peter Hansen Det Stoltenbergske Legat, hvilket gjorde det muligt for ham at tage af sted til på sin anden rejse til Italien i august samme år. Det blev en rejse, der varede et par år, og hvor der blev skabt værker, som skulle få stor betydning for ham selv såvel som for dansk kunstliv.
På sin rejse gjorde Peter Hansen bl.a. ophold i Napoli og i den italienske bjergby Civita d’Antino, hvor han besøgte sin ven og tidligere lærer ved Kunstnernes frie Studieskoler, maleren Kristian Zahrtmann. Han gjorde også ophold i Pompeji, hvor han i april 1904 påbegyndte maleriet Gødningssamlere,1 der gik stik imod traditionen fra guldalderen, hvor man arbejdede ud fra en romantisk forestilling om det varme Italien, hvor livet var muntert og befolkningen sorgløs.
Som de øvrige Fynbomalere havde Peter Hansen en kunstnerisk ambition om at finde motiver, der var hentet ud af dagliglivet omkring ham. Disse motiver skulle skildres med en udtryksfuld realisme, og billedets maleriske muligheder skulle udforskes, både hvad angik komposition, rum, lys og farve. Alt dette blev forenet på fineste vis i Gødningssamlere, hvor Peter Hansen – med en lys palet og hastige penselstrøg samt et motiv med hestevogne i bevægelse på landevejen og drenge, der samler møg i kurve – etablerede en virkelighedsnær fortælling om livet i det solbeskinnede Pompeji anno 1904.
Hvad Peter Hansen ikke havde forudset var, at han selv og Gødningssamlere nogle år senere skulle blive centrale omdrejningspunkter i den kunstteoretiske og kunstpolitiske debat, der udspillede sig i Politikens spalter i 1907 – den såkaldte ’Bondemalerstrid’. Startskuddet var et indlæg af maleren Gudmund Hentze, som kaldte de fynske malere for ”bondemalere” på baggrund af deres hverdagsrealisme og naturalistiske værdier. Eksempelvis egnede Peter Hansens drenge, der samler møg, sig ikke som emne i kunstens verden, ifølge Hentze. Fynboernes forsvar blev formidlet af maleren og kunstkritikeren Karl Madsen og forfatteren Johannes V. Jensen, der begge knyttede stærke bånd til de fynske malere. ’Bondemalerstriden’ varede i nogle måneder, hvorefter den endte i Fynboernes favør, og Fynboernes position på den danske kunstscene blev styrket.2
På sin rejse gjorde Peter Hansen bl.a. ophold i Napoli og i den italienske bjergby Civita d’Antino, hvor han besøgte sin ven og tidligere lærer ved Kunstnernes frie Studieskoler, maleren Kristian Zahrtmann. Han gjorde også ophold i Pompeji, hvor han i april 1904 påbegyndte maleriet Gødningssamlere,1 der gik stik imod traditionen fra guldalderen, hvor man arbejdede ud fra en romantisk forestilling om det varme Italien, hvor livet var muntert og befolkningen sorgløs.
Som de øvrige Fynbomalere havde Peter Hansen en kunstnerisk ambition om at finde motiver, der var hentet ud af dagliglivet omkring ham. Disse motiver skulle skildres med en udtryksfuld realisme, og billedets maleriske muligheder skulle udforskes, både hvad angik komposition, rum, lys og farve. Alt dette blev forenet på fineste vis i Gødningssamlere, hvor Peter Hansen – med en lys palet og hastige penselstrøg samt et motiv med hestevogne i bevægelse på landevejen og drenge, der samler møg i kurve – etablerede en virkelighedsnær fortælling om livet i det solbeskinnede Pompeji anno 1904.
Hvad Peter Hansen ikke havde forudset var, at han selv og Gødningssamlere nogle år senere skulle blive centrale omdrejningspunkter i den kunstteoretiske og kunstpolitiske debat, der udspillede sig i Politikens spalter i 1907 – den såkaldte ’Bondemalerstrid’. Startskuddet var et indlæg af maleren Gudmund Hentze, som kaldte de fynske malere for ”bondemalere” på baggrund af deres hverdagsrealisme og naturalistiske værdier. Eksempelvis egnede Peter Hansens drenge, der samler møg, sig ikke som emne i kunstens verden, ifølge Hentze. Fynboernes forsvar blev formidlet af maleren og kunstkritikeren Karl Madsen og forfatteren Johannes V. Jensen, der begge knyttede stærke bånd til de fynske malere. ’Bondemalerstriden’ varede i nogle måneder, hvorefter den endte i Fynboernes favør, og Fynboernes position på den danske kunstscene blev styrket.2