Vilhelm Hammershøi (1864-1916)
Portræt af en ung pige. Kunstnerens søster, Anna Hammershøi, 1896
Kul og kridt på papir
Vilhelm Hammershøi skabte flere kultegninger efter egne værker, deriblandt denne tegning, som forestiller hans to år yngre søster Anna Hammershøi (1866-1955). Værket er udført efter det store oliemaleri,1 som den dengang blot 21-årige Hammershøi debuterede med på Charlottenborgs Efterårsudstilling i 1885, og som kom til at varsle et brud med tidens ellers så dominerende naturalistiske tendenser i dansk kunst.
Hammershøi har skildret sin søster i en forskudt positur og placeret hende i et ubestemmeligt rum. Man kan hverken se, hvor hun sidder, hvad hun sidder på, eller hvad hun kigger mod. Anna Hammershøi er iført en sort kjole, der står i kontrast til de bløde, let slørede omgivelser og overgange i værket, der er præget af en afdæmpet farveholdning og lyssætning.
I 1885 håbede Hammershøi at vinde Den Neuhausenske Præmie, der hvert år uddeltes af Kunstakademiet på baggrund af en bunden opgave, der i 1885 lød på: ”Dameportræt. Knæstykke, naturlig størrelse”. Men selvom han til fulde havde levet op til opgavens beskrivelse med sit maleri, blev han ikke præmieret. Tværtimod. Hans portræt blev anset for både at være højst utraditionelt og malerisk ubegribeligt.2
I protest mod udstillingskomitéens manglende anerkendelse af Hammershøis spirende talent og originalitet startede hans kunstnerkolleger – deriblandt P.S. Krøyer og L.A. Ring – en underskriftsindsamling, som blev et startskud til oprøret mod de akademiske autoriteter. Det førte bl.a. til, at Hammershøi sammen med flere kunstnerkolleger stiftede Den Frie Udstilling i 1891, hvis forbillede var den franske Salon des Refusés. Den Frie Udstilling blev en væsentlig dansk udstillingsplatform for Hammershøi gennem hele hans virke.
Hammershøi har skildret sin søster i en forskudt positur og placeret hende i et ubestemmeligt rum. Man kan hverken se, hvor hun sidder, hvad hun sidder på, eller hvad hun kigger mod. Anna Hammershøi er iført en sort kjole, der står i kontrast til de bløde, let slørede omgivelser og overgange i værket, der er præget af en afdæmpet farveholdning og lyssætning.
I 1885 håbede Hammershøi at vinde Den Neuhausenske Præmie, der hvert år uddeltes af Kunstakademiet på baggrund af en bunden opgave, der i 1885 lød på: ”Dameportræt. Knæstykke, naturlig størrelse”. Men selvom han til fulde havde levet op til opgavens beskrivelse med sit maleri, blev han ikke præmieret. Tværtimod. Hans portræt blev anset for både at være højst utraditionelt og malerisk ubegribeligt.2
I protest mod udstillingskomitéens manglende anerkendelse af Hammershøis spirende talent og originalitet startede hans kunstnerkolleger – deriblandt P.S. Krøyer og L.A. Ring – en underskriftsindsamling, som blev et startskud til oprøret mod de akademiske autoriteter. Det førte bl.a. til, at Hammershøi sammen med flere kunstnerkolleger stiftede Den Frie Udstilling i 1891, hvis forbillede var den franske Salon des Refusés. Den Frie Udstilling blev en væsentlig dansk udstillingsplatform for Hammershøi gennem hele hans virke.