Effie Hegermann-Lindencrone (1860-1945)
Vase, u.å.
Porcelæn, Bing & Grøndahl
I 1886 blev Effie Hegermann-Lindencrone kontaktet af porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, der ønskede, at hun skulle være med til at udføre det storslåede Hejrestel, som skulle udstilles på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888 og på verdensudstillingen i Paris i 1889. Hejrestellet, der havde raffinerede detaljer, komplekse mønstre og motiver i blå underglasurbemaling samt rige guldpålægninger, blev en stor succes og banede vejen for Effie Hegermann-Lindencrones mangeårige og betydningsfulde arbejde på Bing & Grøndahl.
I tiden omkring år 1900 begyndte Effie Hegermann-Lindencrone at udvikle et stærkt, personligt formsprog, og med stor originalitet udførte hun keramiske værker på Bing & Grøndahl i sindrigt modelleret porcelæn, hvor blomster og blade, tang, insekter og dyr var ledemotiver. Karakteristisk for værkerne var i særdeleshed formen, som ofte var dannet af selve væksternes bladværk og blomster.1 Det er vasen i Davids Samling et godt eksempel på.
Vasens stærkt gennembrudte korpus udgøres af tynde, hvide, aflange blade, der breder sig rundt og fletter sig ind i hinanden. Bladene er markeret med en lys, brun kontur, hvormed der fremhæves en flot reliefvirkning. En mørkebrun glasur definerer foden af vasen, hvor snegle bevæger sig rundt. Udover vasens dekoration er også dens naturalistiske detaljerigdom og enkle farveholdning iøjnefaldende, ligeså formen, som Effie Hegermann-Lindencrone har underordnet dekorationen: Det gennembrudte korpus umuliggør, at vasen kan holde vand, og man kan derfor diskutere, om den bør betragtes som en skulptur.
Effie Hegermann-Lindencrone skabte selv sine værker – og altid i porcelæn. Det var omfattende, kompliceret og særdeles tidskrævende at arbejde i det rå og fugtige porcelæn samt udvikle glasurer, der kunne frembringe naturalistiske virkninger på porcelænsfladen. Hendes gengivelse og fortolkning af plante- og blomstermotiver var mangefacetteret i en tid, hvor fascination af naturen og dens mange fremtrædelsesformer var stærk.2
I tiden omkring år 1900 begyndte Effie Hegermann-Lindencrone at udvikle et stærkt, personligt formsprog, og med stor originalitet udførte hun keramiske værker på Bing & Grøndahl i sindrigt modelleret porcelæn, hvor blomster og blade, tang, insekter og dyr var ledemotiver. Karakteristisk for værkerne var i særdeleshed formen, som ofte var dannet af selve væksternes bladværk og blomster.1 Det er vasen i Davids Samling et godt eksempel på.
Vasens stærkt gennembrudte korpus udgøres af tynde, hvide, aflange blade, der breder sig rundt og fletter sig ind i hinanden. Bladene er markeret med en lys, brun kontur, hvormed der fremhæves en flot reliefvirkning. En mørkebrun glasur definerer foden af vasen, hvor snegle bevæger sig rundt. Udover vasens dekoration er også dens naturalistiske detaljerigdom og enkle farveholdning iøjnefaldende, ligeså formen, som Effie Hegermann-Lindencrone har underordnet dekorationen: Det gennembrudte korpus umuliggør, at vasen kan holde vand, og man kan derfor diskutere, om den bør betragtes som en skulptur.
Effie Hegermann-Lindencrone skabte selv sine værker – og altid i porcelæn. Det var omfattende, kompliceret og særdeles tidskrævende at arbejde i det rå og fugtige porcelæn samt udvikle glasurer, der kunne frembringe naturalistiske virkninger på porcelænsfladen. Hendes gengivelse og fortolkning af plante- og blomstermotiver var mangefacetteret i en tid, hvor fascination af naturen og dens mange fremtrædelsesformer var stærk.2