Niels Hansen Jacobsen (1861-1941)
Krukke, u.å.
Glaseret stentøj
Niels Hansen Jacobsen blandede både sten, glas og metal i leret for at få en fornemmelse af krystallinske eller blinkende metalårer frem i materialet og i de ofte tyktflydende glasurer, der fuldendte formens udtryk.1 Denne krukke leder eksempelvis tankerne hen på en lava-agtig masse, som løber ned over formen, der ligner en vild naturformation, som var den hentet ud af et bjergs indre. Der er både noget helt særligt stofligt og dynamisk over krukken, der ligesom så mange andre af kunstnerens keramiske værker hverken er navngivet eller dateret.
Netop Niels Hansen Jacobsens udprægede brug af kraftige, stoflige virkninger i hans keramik har skabt ham et eftermæle som datidens store alkymist.2 Ikke desto mindre er det svært at forstå den tekniske baggrund for hans til stadighed unikke og meget radikale keramiske virksomhed, både fordi størstedelen af hans opskrifter blev brændt kort før hans død i 1941, og fordi hans fremgangsmåder langt fra var traditionelle. Gennem tiden er der dog blevet gjort flere forsøg på at blive klogere på Niels Hansen Jacobsens metoder, og i løbet af de seneste år har kunsthistorikere såvel som keramikere og andre faglærte bl.a. rettet fokus mod at afkode hans materialer og glasurer.3
Netop Niels Hansen Jacobsens udprægede brug af kraftige, stoflige virkninger i hans keramik har skabt ham et eftermæle som datidens store alkymist.2 Ikke desto mindre er det svært at forstå den tekniske baggrund for hans til stadighed unikke og meget radikale keramiske virksomhed, både fordi størstedelen af hans opskrifter blev brændt kort før hans død i 1941, og fordi hans fremgangsmåder langt fra var traditionelle. Gennem tiden er der dog blevet gjort flere forsøg på at blive klogere på Niels Hansen Jacobsens metoder, og i løbet af de seneste år har kunsthistorikere såvel som keramikere og andre faglærte bl.a. rettet fokus mod at afkode hans materialer og glasurer.3