J.F. Willumsen (1863-1958)
Pottemagervasen, 1900
Brændt ler, P. Ipsens Enke Terracottafabrik
I 1900 skabte J.F. Willumsen Pottemagervasen for P. Ipsens Enke Terracottafabrik med det formål, at den skulle udstilles på Verdensudstillingen i Paris samme år. Selvom den ikke vandt udstillingens guldmedalje og fik ringe betydning for både P. Ipsens Enke, Willumsen såvel som for udviklingen af dansk keramik, anses den i dag som et keramisk hovedværk i dansk kunst.
Det særlige ved Pottemagervasen er først og fremmest teknikken, der blev udviklet af Willumsen og Bertel Ipsen i 1899 i forbindelse med en påtænkt restaurering af Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens Museum.1 Vasen er skabt af uglaseret lertøj, som er dekoreret med forskelligfarvede begitninger i fem bælter. Det var ikke Willumsen, som drejede vasen, men han udførte den tegning, som overdrejer Hans Lund hos P. Ipsens Enke arbejdede efter.2
Vasen fik sit navn efter den iøjnefaldende frise, som udsmykker dens øverste del. Her udspiller der sig en række forskellige scener, der tilsammen vidner om arbejdsgangen i en keramikvirksomhed som netop P. Ipsens Enke anno 1900: En lerklump bæres ind til en pottemager, der drejer den til en vase, som derefter dekoreres af en kunstner. Dernæst ses en række keramiske genstande, som bæres til ovnen, der tilses af brændemesteren. Til slut præsenteres en vase i klassisk form for en kunde.
Hvis man kigger godt efter, vil man se, at der ikke blot er en stor lighed mellem Pottemagervasen og den vase, der drejes og dekoreres på frisen. Der er også stor portrætlighed mellem pottemageren og Hans Lund samt mellem kunstneren, der dekorerer, og Willumsen selv. Derudover er den vase, som præsenteres for kunden på frisen, en type, der minder om de vaser i antik stil, som P. Ipsens Enke var kendt for at fremstille.
Forud for Verdensudstillingen havde arbejdet med at udføre Pottemagervasen dog vist sig at være sværere end ventet. Der opstod problemer med den gule farve, der slog små revner i brændingen.3 Det resulterede i, at der blev skabt to versioner af Pottemagervasen, identiske med undtagelse af farven på det øverste og midterste bælte. Den første version af vasen var gul, slog revner og blev ikke udstillet. Den anden version var blå, intakt og blev sendt til Paris. Det er den første version, som svarer til Willumsens oprindelige tegning, der ses i Davids Samling.
Det særlige ved Pottemagervasen er først og fremmest teknikken, der blev udviklet af Willumsen og Bertel Ipsen i 1899 i forbindelse med en påtænkt restaurering af Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens Museum.1 Vasen er skabt af uglaseret lertøj, som er dekoreret med forskelligfarvede begitninger i fem bælter. Det var ikke Willumsen, som drejede vasen, men han udførte den tegning, som overdrejer Hans Lund hos P. Ipsens Enke arbejdede efter.2
Vasen fik sit navn efter den iøjnefaldende frise, som udsmykker dens øverste del. Her udspiller der sig en række forskellige scener, der tilsammen vidner om arbejdsgangen i en keramikvirksomhed som netop P. Ipsens Enke anno 1900: En lerklump bæres ind til en pottemager, der drejer den til en vase, som derefter dekoreres af en kunstner. Dernæst ses en række keramiske genstande, som bæres til ovnen, der tilses af brændemesteren. Til slut præsenteres en vase i klassisk form for en kunde.
Hvis man kigger godt efter, vil man se, at der ikke blot er en stor lighed mellem Pottemagervasen og den vase, der drejes og dekoreres på frisen. Der er også stor portrætlighed mellem pottemageren og Hans Lund samt mellem kunstneren, der dekorerer, og Willumsen selv. Derudover er den vase, som præsenteres for kunden på frisen, en type, der minder om de vaser i antik stil, som P. Ipsens Enke var kendt for at fremstille.
Forud for Verdensudstillingen havde arbejdet med at udføre Pottemagervasen dog vist sig at være sværere end ventet. Der opstod problemer med den gule farve, der slog små revner i brændingen.3 Det resulterede i, at der blev skabt to versioner af Pottemagervasen, identiske med undtagelse af farven på det øverste og midterste bælte. Den første version af vasen var gul, slog revner og blev ikke udstillet. Den anden version var blå, intakt og blev sendt til Paris. Det er den første version, som svarer til Willumsens oprindelige tegning, der ses i Davids Samling.