Axel Salto (1889-1961)
Vase, ca. 1931-1932
Stentøj, sandsynligvis Saxbo
I foråret 1931 begyndte Axel Salto at arbejde på værkstedet Saxbo, som kemiingeniøren Nathalie Krebs (1895-1978) havde startet sammen med kunstneren Gunnar Nylund i 1929. Det er sandsynligvis her, at han formede denne cylindriske og gennembrudte vase, som er ornamenteret med et fritskårent grenværk uden blade og glaseret med den blå Effet de nuit glasur.
Drejeren hos Saxbo hed Oskar Olsen, og det er ham, som må have drejet vasen. Salto har derefter skåret dens sider ud, mens leret endnu var blødt. Herefter er vasen blevet glaseret og brændt. Effet de nuit er udviklet af Krebs, som skabte en række nye glasurer, der var specielt beregnet – og velegnet – til Saltos stentøjsarbejder. Det er i allerhøjeste grad netop glasuren, der knytter vasen til Saxbo, hvor Saltos værker ofte, som det er tilfældet hér, ikke var forsynet med datering eller værkstedets stempel.
Salto arbejdede hos Saxbo i ca. to år. Det var en frodig periode for både ham og Krebs, der indgik et tæt samarbejde, der dog ikke altid var lige godt. De havde meget forskellige syn på det keramiske udtryk, hvilket formentlig førte til enden på deres samarbejde i efteråret 1932.1 Herefter indgik Salto et værkstedsfællesskab med keramikeren Bode Willumsen, indtil han i 1933 blev tilknyttet Den kgl. Porcelainsfabrik, hvor han arbejdede frem til sin død.
Drejeren hos Saxbo hed Oskar Olsen, og det er ham, som må have drejet vasen. Salto har derefter skåret dens sider ud, mens leret endnu var blødt. Herefter er vasen blevet glaseret og brændt. Effet de nuit er udviklet af Krebs, som skabte en række nye glasurer, der var specielt beregnet – og velegnet – til Saltos stentøjsarbejder. Det er i allerhøjeste grad netop glasuren, der knytter vasen til Saxbo, hvor Saltos værker ofte, som det er tilfældet hér, ikke var forsynet med datering eller værkstedets stempel.
Salto arbejdede hos Saxbo i ca. to år. Det var en frodig periode for både ham og Krebs, der indgik et tæt samarbejde, der dog ikke altid var lige godt. De havde meget forskellige syn på det keramiske udtryk, hvilket formentlig førte til enden på deres samarbejde i efteråret 1932.1 Herefter indgik Salto et værkstedsfællesskab med keramikeren Bode Willumsen, indtil han i 1933 blev tilknyttet Den kgl. Porcelainsfabrik, hvor han arbejdede frem til sin død.