Albert Gottschalk (1866-1906)
Ruiner i Campagnen, marts 1904
Olie på lærred
Albert Gottschalk tog på mange udlandsrejser, men de satte kun ganske få spor i form af billeder. En undtagelse er dog hans rejse til Rom i 1904, der affødte en række bemærkelsesværdige og højst originale malerier, der i dag anses for højdepunkter i hans relativt lille, kunstneriske oeuvre.
Gottschalk malede ganske få værker fra det klassiske Rom. Han fandt derimod sine motiver på den romerske Campagne, hvor han gerne malede fra tidlig morgen til sen aften og i al slags vejr, hvilket var hårdt arbejde – selv for en dygtig friluftsmaler. I et brev til sin nære veninde og fortrolige, Gertrud Klamke, beskrev Gottschalk perioden således: ”Kampagnen binder mig endnu – de friske Morgenture derud er nok Lidelserne værd. Men opad Dagen uha – og saa Feber om Aftenen – og Hjerteklapren nej jeg faar blive her lidt endnu alligevel.”1
På Campagnen var Gottschalk særlig fascineret af ruinerne fra antikkens akvædukt- og broforløb, som han både skildrede på nært hold og på afstand. Han søgte aldrig at skabe repræsentative gengivelser af ruinerne. Han valgte derimod kuriøse, ofte skæve synsvinkler, der vanskeliggjorde en identificering af de enkelte monumenter, som i stedet fik lov til at fremstå stærkt forenklede som lodrette blokke eller stave. På den måde underspillede han den historiske betydning, som ellers knyttede sig til dem.2
I Ruiner i Campagnen rejser ruinerne sig i et frodigt landskab med en lavtliggende horisont. Ligesom i B 299 betoner Gottschalk en lodret opdeling af billedplanet, idet ruinerne agerer som midterakser, der deler billedet i to: I højre side ses det åbne landskab med den lave horisontlinje og himlen, hvor drivende skyer skaber bevægelse. Til venstre ses et hegn og nogle tynde træstammer, hvis abrupte beskæring er iøjnefaldende ligesom synsvinklen.
Billedet blev udstillet på Den Frie Udstilling i 1905 sammen med syv andre værker fra Gottschalcks rejse til Italien. Det var den største samlede ophængning på Den Frie i Gottschalcks korte levetid. Den feber, som han angiveligt skulle have pådraget sig under de mange ture ude på Campagnen, fulgte ham hjem til Danmark, hvor hans helbredstilstand forværredes og kom til at præge de sidste år af hans liv. Han fik senere konstateret en kirtellidelse i halsen, hvilken førte til hans død i februar 1906.3
Gottschalk malede ganske få værker fra det klassiske Rom. Han fandt derimod sine motiver på den romerske Campagne, hvor han gerne malede fra tidlig morgen til sen aften og i al slags vejr, hvilket var hårdt arbejde – selv for en dygtig friluftsmaler. I et brev til sin nære veninde og fortrolige, Gertrud Klamke, beskrev Gottschalk perioden således: ”Kampagnen binder mig endnu – de friske Morgenture derud er nok Lidelserne værd. Men opad Dagen uha – og saa Feber om Aftenen – og Hjerteklapren nej jeg faar blive her lidt endnu alligevel.”1
På Campagnen var Gottschalk særlig fascineret af ruinerne fra antikkens akvædukt- og broforløb, som han både skildrede på nært hold og på afstand. Han søgte aldrig at skabe repræsentative gengivelser af ruinerne. Han valgte derimod kuriøse, ofte skæve synsvinkler, der vanskeliggjorde en identificering af de enkelte monumenter, som i stedet fik lov til at fremstå stærkt forenklede som lodrette blokke eller stave. På den måde underspillede han den historiske betydning, som ellers knyttede sig til dem.2
I Ruiner i Campagnen rejser ruinerne sig i et frodigt landskab med en lavtliggende horisont. Ligesom i B 299 betoner Gottschalk en lodret opdeling af billedplanet, idet ruinerne agerer som midterakser, der deler billedet i to: I højre side ses det åbne landskab med den lave horisontlinje og himlen, hvor drivende skyer skaber bevægelse. Til venstre ses et hegn og nogle tynde træstammer, hvis abrupte beskæring er iøjnefaldende ligesom synsvinklen.
Billedet blev udstillet på Den Frie Udstilling i 1905 sammen med syv andre værker fra Gottschalcks rejse til Italien. Det var den største samlede ophængning på Den Frie i Gottschalcks korte levetid. Den feber, som han angiveligt skulle have pådraget sig under de mange ture ude på Campagnen, fulgte ham hjem til Danmark, hvor hans helbredstilstand forværredes og kom til at præge de sidste år af hans liv. Han fik senere konstateret en kirtellidelse i halsen, hvilken førte til hans død i februar 1906.3