Vilhelm Hammershøi (1984-1916)
Dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru, 1892
Olie på lærred
I september 1891 blev Vilhelm Hammershøi gift med Ida Ilsted (1869-1949), som var søster til maleren Peter Ilsted, som Hammershøi kendte fra Kunstakademiet. Efter brylluppet rejste de nygifte til Paris via Holland og Belgien. De opholdt sig i den franske hovedstad i et halvt år, hvor Hammershøi foretog omfattende studier i Louvres antiksamling. I januar 1892 påbegyndte han dette dobbeltportræt, som han arbejdede intenst på indtil få dage før hjemrejsen i marts samme år.
Maleriet er et af de ganske få dobbeltportrætter, som Hammershøi skabte af sig selv og sin hustru. I dette værk er de begge frontalt skildret i busteform og de er sideordnede – skulder mod skulder – i det rektangulære billedfelt, uden at den ene er fremhævet mere end den anden og uden noget, der tiltrækker opmærksomhed. Og dog. Der er en forskel i skyggevirkningen i deres ansigter: Vilhelm Hammershøis ansigt er delt i to – den ene del er i skygge, den anden i lys – hvorimod Ida Hammershøis ansigt er lyst og skyggeløst. Det giver en fornemmelse af, at dobbeltportrættet er en konstruktion, og at parret ikke befinder sig i samme rum.
Med den neutrale okkerfarvede baggrund, den jævne belysning og det hverdagsagtige tøj synes dobbeltportrættet udramatisk. Samtidig er der noget gådefuldt ved det nygifte pars tomme blikke. Vilhelm Hammershøi giver ikke udtryk for en følelsesmæssig intimitet og nærhed, der formodes at være mellem et nygift par. De synes derimod tættere forbundne med deres egen, indre verden end med hinanden.
Hammershøi skabte i alt fem malerier under sit ophold i Paris, og det er iøjefaldende, hvordan han i dem alle arbejder med frontalitet og planparallelitet samt fravær af psykologisk nærvær. Nogle har påpeget, at det tydeligt understreger den store inspiration, som han fandt i den klassiske og ægyptiske kunstsamling på Louvre.1 Andre fremhæver, at fotografiet også har haft en vis indvirkning på de kunstneriske udtryk og resultater fra Paris, idet Ida og Vilhelm Hammershøi havde medbragt et kamera, som de flittigt brugte.2
Maleriet er et af de ganske få dobbeltportrætter, som Hammershøi skabte af sig selv og sin hustru. I dette værk er de begge frontalt skildret i busteform og de er sideordnede – skulder mod skulder – i det rektangulære billedfelt, uden at den ene er fremhævet mere end den anden og uden noget, der tiltrækker opmærksomhed. Og dog. Der er en forskel i skyggevirkningen i deres ansigter: Vilhelm Hammershøis ansigt er delt i to – den ene del er i skygge, den anden i lys – hvorimod Ida Hammershøis ansigt er lyst og skyggeløst. Det giver en fornemmelse af, at dobbeltportrættet er en konstruktion, og at parret ikke befinder sig i samme rum.
Med den neutrale okkerfarvede baggrund, den jævne belysning og det hverdagsagtige tøj synes dobbeltportrættet udramatisk. Samtidig er der noget gådefuldt ved det nygifte pars tomme blikke. Vilhelm Hammershøi giver ikke udtryk for en følelsesmæssig intimitet og nærhed, der formodes at være mellem et nygift par. De synes derimod tættere forbundne med deres egen, indre verden end med hinanden.
Hammershøi skabte i alt fem malerier under sit ophold i Paris, og det er iøjefaldende, hvordan han i dem alle arbejder med frontalitet og planparallelitet samt fravær af psykologisk nærvær. Nogle har påpeget, at det tydeligt understreger den store inspiration, som han fandt i den klassiske og ægyptiske kunstsamling på Louvre.1 Andre fremhæver, at fotografiet også har haft en vis indvirkning på de kunstneriske udtryk og resultater fra Paris, idet Ida og Vilhelm Hammershøi havde medbragt et kamera, som de flittigt brugte.2