Theodor Philipsen (1840-1920)
Bissevejr, 1909
Olie på lærred
Theodor Philipsen uudtømmelige inspirationskilde var den lille ø Saltholm i Øresund, hvor store skarer af kreaturer fra gårdene på Amager blev færget over for at kunne gå frit omkring i den vidstrakte natur i sommermånederne. Det blev især de græssende kreaturer, der fik lov til at spille hovedrollen i denne særegne motivverden, som i dag regnes for at være Philipsens ubestridte kunstneriske højdepunkt, der udviklede sig i takt med hans tilegnelse af den impressionistiske teknik.
Motivet til Bissevejr fandt Philipsen netop på Saltholm, hvor gæs, køer, heste og måger ses i det flade ølandskab. Billedets mest udtryksfulde element er de to køer til venstre i forgrunden, der tilsyneladende har bemærket malerens tilstedeværelse og har rettet blikket mod ham. Iøjefaldende er også de løbende køer i billedets mellemgrund samt deres skygger på vandets overflade, hvilke tilfører billedet en fremtrædende diagonal- og dybdevirkning, der ender ved gruppen af køer på holmene i horisonten. Endelig emmer Bissevejr af en uro, der fornemmes i de drivende skyer på himlen, bevægelsesmønstrene i vandoverfladen samt hos de bissende dyr.
Bissevejr er ikke malet i det fri, men hjemme i Philipsens atelier.1 Dette giver maleriet også indtryk af, idet det fremstår velkomponeret og gennemarbejdet. Det vidner langt fra om en maler, som på daværende tidspunkt, var svært plaget af et svækket syn.
Motivet til Bissevejr fandt Philipsen netop på Saltholm, hvor gæs, køer, heste og måger ses i det flade ølandskab. Billedets mest udtryksfulde element er de to køer til venstre i forgrunden, der tilsyneladende har bemærket malerens tilstedeværelse og har rettet blikket mod ham. Iøjefaldende er også de løbende køer i billedets mellemgrund samt deres skygger på vandets overflade, hvilke tilfører billedet en fremtrædende diagonal- og dybdevirkning, der ender ved gruppen af køer på holmene i horisonten. Endelig emmer Bissevejr af en uro, der fornemmes i de drivende skyer på himlen, bevægelsesmønstrene i vandoverfladen samt hos de bissende dyr.
Bissevejr er ikke malet i det fri, men hjemme i Philipsens atelier.1 Dette giver maleriet også indtryk af, idet det fremstår velkomponeret og gennemarbejdet. Det vidner langt fra om en maler, som på daværende tidspunkt, var svært plaget af et svækket syn.