Lansehoved af stål indlagt med guld
Dette lansehoved har formodentlig siddet på en lang, svær rytterlanse af træ. Selve lansespidsen er tresidet og har tre skarpslebne ægge, hvilket gør den både solid, tung og velegnet til at gennembryde panser. Den koniske dølle, hvori skaftet har været monteret, er dekoreret med diagonale kanneleringer og facetter, som fortsætter op langs det rundede overgangsparti. Spidsens tre sideflader er forsynet med fordybninger prydet af guldindlagte persiske vers, som omhandler krig, kærlighed og skæbnens magt over menneskelivet.1
Oveni det første vers er der tilføjet et lille, cirkulært mærke (tamgha), som viser, at lansen har været indlemmet i det osmanniske Hagia Irene-arsenal i Istanbul. Måske er der tale om krigsbytte fra slaget ved Chaldiran i 1514 (27/1986) eller et lidt tidligere slag. På overgangspartiet er tilføjet et andet, uidentificeret mærke af samme type.
At lansen var et vigtigt krigs- og jagtvåben i den islamiske verden, fremgår tydeligt af miniaturemalerierne. I en slagscene fra den turkmenske, såkaldte Big Head Shahnama bærer to ryttere således samme type lanser med en slank spids og en aflang dølle (44/2006). Desuden finder man mange detaljerede beskrivelser af lansekamp i de såkaldte furusiyya-manualer, middelalderlige, arabiske lærebøger om krigskunst (19/2001).