Vandpibe (huqqa) af forgyldt sølv indlagt med emalje
Samtidig med at mogul-imperiet svækkedes i løbet af det 18. århundrede opstod der nye betydelige centre både mod syd i Hyderabad og ikke mindst mod øst under nawab’erne af Awadh med byer som Faizabad og Lucknow. De sidste udvikledes især under Shuja al-Dawla (r.1754-1775), der lige som sin far Safdar Jang var storvisir for mogul-kejserne, og sønnen Asaf al-Dawla (r.1775-1797). Sidstnævnte flyttede i 1775 regeringen fra Faizabad til Lucknow, der i de følgende år udviklede sig til en strålende hovedstad, der i pragt kunne konkurrere med stormogulernes residenser. Også maleriet udvikledes sideløbende (se f.eks. 46/1980 og 50/1981), og inden for kunsthåndværket er specielt de farverige emaljeindlagte sølvarbejder berømte.
Denne klokkeformede huqqa-base er et særlig rigt eksemplar, der med sin vrimmel af polykrome, figurative motiver adskiller sig fra den mere enkle stil, der prægede tidligere emaljearbejder udført under mogulerne (1/1982). Farveskemaet, som ofte indeholder transparent blåt og grønt og sjældnere manganviolet, er her udvidet med transparent turkis og honninggult samt opak gult, orange, lysegrønt, turkis og sort. Mens de transparente emaljer lader den underliggende gravering skinne igennem, virker de opake farver mere bastante.
Huqqa’en er inddelt i forskellige omløbende bånd, hvoraf seks er rent ornamentale, to er med elegante lotus-guirlander, og tre er med både dyr og planter. Specielt det største omkring korpus påkalder sig opmærksomhed. Mellem fire store træer eller trægrupper ses dels nogle små pavilloner og dels et rigt dyreliv med ikke definerede småfugle, skader, påfugle, rovfugle, ænder, gæs, storke eller hejrer samt lidt overraskende en stor pelikan. Pattedyrene er repræsenteret af bøfler, antiloper, nilghai og harer. Hertil kommer ræve eller sjakaler, en leopard og en tiger. Der er også turkise floder med fisk samt små høje, forskellig vegetation og små skyornamenter.
Designet er overdådigt og forfriskende i sin forskellighed. Et enklere og mere stringent dekorationsskema kan ses på et samtidigt håndtvætningsbassin i museet (73/1980)
Denne klokkeformede huqqa-base er et særlig rigt eksemplar, der med sin vrimmel af polykrome, figurative motiver adskiller sig fra den mere enkle stil, der prægede tidligere emaljearbejder udført under mogulerne (1/1982). Farveskemaet, som ofte indeholder transparent blåt og grønt og sjældnere manganviolet, er her udvidet med transparent turkis og honninggult samt opak gult, orange, lysegrønt, turkis og sort. Mens de transparente emaljer lader den underliggende gravering skinne igennem, virker de opake farver mere bastante.
Huqqa’en er inddelt i forskellige omløbende bånd, hvoraf seks er rent ornamentale, to er med elegante lotus-guirlander, og tre er med både dyr og planter. Specielt det største omkring korpus påkalder sig opmærksomhed. Mellem fire store træer eller trægrupper ses dels nogle små pavilloner og dels et rigt dyreliv med ikke definerede småfugle, skader, påfugle, rovfugle, ænder, gæs, storke eller hejrer samt lidt overraskende en stor pelikan. Pattedyrene er repræsenteret af bøfler, antiloper, nilghai og harer. Hertil kommer ræve eller sjakaler, en leopard og en tiger. Der er også turkise floder med fisk samt små høje, forskellig vegetation og små skyornamenter.
Designet er overdådigt og forfriskende i sin forskellighed. Et enklere og mere stringent dekorationsskema kan ses på et samtidigt håndtvætningsbassin i museet (73/1980)