Skål af frittegods, formpresset og dækket af en blå glasur
En livlig jagtscene i højt relief pryder denne elegante, tyndvæggede skål. Udstyret med bue og pil, sværd eller lanse og skjold kæmper tre ryttere i fuld galop og en enkelt stående mand mod tre drabelige løver. En hare og adskillige fugle gemmer sig forskræmte mellem baggrundens planteranker. Over den brede billedfrise ses en bort med rebværksornamentik, og under den ses en frise med ikke-dechifrerbar, arabisk tekst udført i naskh-skrift. Den halvkugleformede skål hviler på en udadskrånende, uglaseret fod med lodrette riller. Både ind- og udvendigt er skålen dækket af en blå glasur, og hvor relieffet er højest, fremstår det i godsets hvide farve og fremhæver således motiverne.
Skålens design er skabt af en formmager, der har fremstillet en originalmodel af ler, magen til den færdige skål, men massiv. Af denne original kunne der så fremstilles adskillige negative lerforme i to halvdele. I sådanne har pottemageren siden kunnet formpresse halve skåle, der atter kunne kittes sammen til den færdige, uglaserede skål.1 Af samme årsag finder man skåle med samme design, hvoraf nogle har andre glasurer og kunne have fine gennembrydninger af godset, der gav objektet en vis transparents.2