Krukke af frittegods med indridset dekoration under en gul glasur
Denne krukke har inden glaseringen fået tilføjet indridsede dekorationer i form af en bred, bugtende planteranke samt flere ringe og diagonale streger. Glasuren har efterfølgende ophobet sig naturligt i disse furer, som derfor fremstår mørkere end resten af krukkens overfladen.
Krukker, fade og skåle i denne stil blev fremstillet i det 11.-12. århundredes Egypten og knyttes primært til byen Fustat. Indridsnings-teknikken kaldes sgraffito (fra italiensk sgraffiare ”at ridse”) og keramiktypen går derfor under betegnelsen Fatimid Fustat Sgraffito.1
Genstande af denne type er oftest glaseret i én farve, eksempelvis mørkeblå, grøn eller som her honninggul. Dette monokrome udtryk er tydeligt inspireret af kinesisk porcelæn, som importeredes til Egypten fra det 10. århundrede. Mens de kinesiske forbilleder var en luksusvare forbeholdt de højeste klasser, udgjorde krukker som denne et lokalt alternativ for et mindre købestærkt publikum.
Selve sgraffito-teknikken kendes også fra iransk og centralasiatisk lergods fra det 10. århundrede. Her ridsede man ind i den hvide begitning og blotlagde det rødlige ler, hvilket gav en markant koloristisk effekt under den transparente glasur (2/1965, 1/1967). På det indridsede frittegods fra Fustat er kontrasten mellem dekoration og baggrund dog svagere på grund af materialets lyse grundfarve.
Krukker, fade og skåle i denne stil blev fremstillet i det 11.-12. århundredes Egypten og knyttes primært til byen Fustat. Indridsnings-teknikken kaldes sgraffito (fra italiensk sgraffiare ”at ridse”) og keramiktypen går derfor under betegnelsen Fatimid Fustat Sgraffito.1
Genstande af denne type er oftest glaseret i én farve, eksempelvis mørkeblå, grøn eller som her honninggul. Dette monokrome udtryk er tydeligt inspireret af kinesisk porcelæn, som importeredes til Egypten fra det 10. århundrede. Mens de kinesiske forbilleder var en luksusvare forbeholdt de højeste klasser, udgjorde krukker som denne et lokalt alternativ for et mindre købestærkt publikum.
Selve sgraffito-teknikken kendes også fra iransk og centralasiatisk lergods fra det 10. århundrede. Her ridsede man ind i den hvide begitning og blotlagde det rødlige ler, hvilket gav en markant koloristisk effekt under den transparente glasur (2/1965, 1/1967). På det indridsede frittegods fra Fustat er kontrasten mellem dekoration og baggrund dog svagere på grund af materialets lyse grundfarve.