Teltfragment af bomuld med dekorationer i silke, bomuld og forgyldt læder
Telte var et centralt element i islamisk hofkultur, ikke mindst hos osmannerne. Dette fragment stammer fra indervæggen i et officielt, osmannisk telt af den type, som fremstilledes på sultanernes teltværksteder i Istanbul og først og fremmest anvendtes på felttog.
Fragmentet prydes af fire søjlenicher, hvoraf de to indeholder vinduer med ”skodder”, som oprindeligt har kunnet rulles op. I de to øvrige nicher udgøres det centrale dekorationselement af en stor, rhombeformet kartouche. Blomsterdekorationerne, som dækker både kartoucher, søjler og buer, indeholder nelikker, tulipaner. Disse planter er hjemmehørende i Tyrkiet og afspejler en osmannisk begejstring for den lokale, anatolske flora. Dette kommer bl.a. tydeligt til udtryk i Iznik-keramikken fra ca. 1540 og op igennem det 17. århundrede (2/1962). Lignende applikationer med søjlenicher dækket af lokal flora ses eksempelvis på et osmannisk bedetæppe fra det 17. århundrede (18/1989).
Størrelsen på det oprindelige telt lader sig ikke bestemme ud fra fragmentet, men udsmykningen i sig selv indikerer, at teltet har tilhørt en forholdsvis højtstående person, som dog ikke har været en del af magtens inderkreds.1 En række bevarede telte med nært beslægtede dekorationer kan føres tilbage til tyrkerkrigene i Central- og Østeuropa i de sidste årtier af det 17. århundrede, f.eks. osmannernes belejring af Wien i 1683 samt slaget ved Mohács i Ungarn i 1687.
Fragmentet prydes af fire søjlenicher, hvoraf de to indeholder vinduer med ”skodder”, som oprindeligt har kunnet rulles op. I de to øvrige nicher udgøres det centrale dekorationselement af en stor, rhombeformet kartouche. Blomsterdekorationerne, som dækker både kartoucher, søjler og buer, indeholder nelikker, tulipaner. Disse planter er hjemmehørende i Tyrkiet og afspejler en osmannisk begejstring for den lokale, anatolske flora. Dette kommer bl.a. tydeligt til udtryk i Iznik-keramikken fra ca. 1540 og op igennem det 17. århundrede (2/1962). Lignende applikationer med søjlenicher dækket af lokal flora ses eksempelvis på et osmannisk bedetæppe fra det 17. århundrede (18/1989).
Størrelsen på det oprindelige telt lader sig ikke bestemme ud fra fragmentet, men udsmykningen i sig selv indikerer, at teltet har tilhørt en forholdsvis højtstående person, som dog ikke har været en del af magtens inderkreds.1 En række bevarede telte med nært beslægtede dekorationer kan føres tilbage til tyrkerkrigene i Central- og Østeuropa i de sidste årtier af det 17. århundrede, f.eks. osmannernes belejring af Wien i 1683 samt slaget ved Mohács i Ungarn i 1687.