Miniature opklæbet på et albumblad. ”En prins besøger en hellig mand”
Maleriet skildrer mødet mellem to verdener – den åndelige og den verdslige. Den åndelige ses i maleriets venstre side, hvor en ældre, mager asket knæler foran sin simple bolig omgivet af tre disciple. Især to af dem er enkelt klædt, og de lægger tydeligvis ikke vægt på materielle goder. Hovedpersonen holder en bog i hånden, en anden en bedekrans, en tredje en støtte, der anvendes under meditation, mens han har en tiggerskål og en kniv siddende i et reb omkring livet. Den yngste bringer en træskål med mad eller drikke ud fra huset.
Højre side er domineret af en elegant klædt, ung prins samt seks af hans hoffolk, hvoraf en bærer hans sværd indhyldet i et pragtfuldt klæde, to er ledsagere med sværd og dolk ved bæltet, to er musikanter og en tjener har netop anrettet et måltid serveret på kostbar blå-hvid keramik og med drikke i elegante glaskarafler.
Kontrasten er slående, men konfliktfri. Der er en ærbødig kontakt de to grupper imellem. Skildringer af fyrster, både genkendelige eller, som her, uidentificerede, der ses i selskab med hellige eller lærde mænd, var almindelige i Indien fra slutningen af det 16. århundrede og langt op i det 17. århundrede samt senere (se også 15/2016). De er visualiseringer af den verdslige magts respekt for den åndelige, og i denne periode går de ofte på tværs af religiøse skel, selvom der her udelukkende er tale om muslimske hellige mænd – sufier.
Maleriet er præget af en stærk naturalisme og kan med forsigtighed tilskrives kunstneren Manohar (aktiv 1582 – ca. 1624). Ansigterne er udtryksfulde, og prinsens vest af vævet figurativ silke er gengivet med stor detaljerigdom. Dens motiver med modstillede par i et landskab minder om samtidige persiske silker (se 29/2008), mens den jagende tiger enten røber stoffets indiske oprindelse eller, at maleren har taget sig en kunstnerisk frihed.
Højre side er domineret af en elegant klædt, ung prins samt seks af hans hoffolk, hvoraf en bærer hans sværd indhyldet i et pragtfuldt klæde, to er ledsagere med sværd og dolk ved bæltet, to er musikanter og en tjener har netop anrettet et måltid serveret på kostbar blå-hvid keramik og med drikke i elegante glaskarafler.
Kontrasten er slående, men konfliktfri. Der er en ærbødig kontakt de to grupper imellem. Skildringer af fyrster, både genkendelige eller, som her, uidentificerede, der ses i selskab med hellige eller lærde mænd, var almindelige i Indien fra slutningen af det 16. århundrede og langt op i det 17. århundrede samt senere (se også 15/2016). De er visualiseringer af den verdslige magts respekt for den åndelige, og i denne periode går de ofte på tværs af religiøse skel, selvom der her udelukkende er tale om muslimske hellige mænd – sufier.
Maleriet er præget af en stærk naturalisme og kan med forsigtighed tilskrives kunstneren Manohar (aktiv 1582 – ca. 1624). Ansigterne er udtryksfulde, og prinsens vest af vævet figurativ silke er gengivet med stor detaljerigdom. Dens motiver med modstillede par i et landskab minder om samtidige persiske silker (se 29/2008), mens den jagende tiger enten røber stoffets indiske oprindelse eller, at maleren har taget sig en kunstnerisk frihed.