Miniature opklæbet på et albumblad. ”Portræt af en tyrkisk ambassadør ved Shah Jahans hof”
Generelt set var mogul-kunstnerne mere interesserede i en realistisk gengivelse af omverdenen end deres persiske kolleger, og efter 1600 udviklede portrætkunsten sig til en selvstændig genre.
Under Shah Jahans var der to gange besøg af osmanniske ambassadører ved mogul-hoffet. I 1651 kom Muhyi al-Din og i 1654 Zulfiqar Aga. Noget taler for, at portrættet er af den sidste, og under alle omstændigheder har kunstneren forlenet den værdige ambassadør med noget eksotisk, som ikke blot kommer til udtryk i hans turban og pelsbræmmede kåbe.
Den lille pose i hans hænder indeholder et dokument. Stoffet ser indisk ud, så der er sikkert tale om en skrivelse fra stormogulen til sultanen i Istanbul.
Under Shah Jahans var der to gange besøg af osmanniske ambassadører ved mogul-hoffet. I 1651 kom Muhyi al-Din og i 1654 Zulfiqar Aga. Noget taler for, at portrættet er af den sidste, og under alle omstændigheder har kunstneren forlenet den værdige ambassadør med noget eksotisk, som ikke blot kommer til udtryk i hans turban og pelsbræmmede kåbe.
Den lille pose i hans hænder indeholder et dokument. Stoffet ser indisk ud, så der er sikkert tale om en skrivelse fra stormogulen til sultanen i Istanbul.