Miniature. ”Mogulkejseren Bahadur Shah på sin trone”
Den sidste af de betydelige stormoguler Aurangzeb døde i 1707. Efter en kortvarig kamp mellem hans slægtninge (se også 4/1980 og 13/2015) kom den næstældste søn Muhammad Muazzam til magten under navnet Bahadur Shah (1707-1712).
Den omkring 63-årige hersker sidder isoleret på en pragtfuld, juvelbesat trone under en perlebroderet baldakin med en globe i sin højre hånd, og som den eneste er hans hoved fremhævet af en glorie.
Bahadur Shah er omgivet af en hel række hoffolk, tjenere og musikanter. Mest prominente er hans fire sønner, der er skildret lidt mindre end faderen, men større end det øvrige hof. Der er således ingen tvivl om, hvorledes magtforholdet er.
Om der er tale om en specifik tildragelse er uklart, men det hørte med til ceremoniellet omkring stormogulerne, at der ved forskellige lejligheder blev afholdt en darbar eller durbar, hvor der kunne holdes råd, hvor fremtrædende mænd kunne modtages og hædres, hvor personer uden for hoffets snævre kreds kunne blive præsenteret, og måske vigtigst af alt – hvor alle af betydning kunne se, at herskeren var ved magt (se også 20/1979).
Scenen udspiller sig i gården på et af stormogulernes forter, men på trods af portbygningen, er der ikke detaljer, som klart angiver hvilket. Også personskildringen er meget formel og ikke med den naturalisme og individualisering, der kendetegner kunsten under oldefaderen Jahangir (1605-1627) og bedstefaderen Shah Jahan (1628-1657). I den sidstnævntes Padshahnama ses ellers mange tematisk beslægtede scenerier.1 Interessen for virkelighedsskildringer og billedkunst svandt i det hele taget ind i hofkunsten under den strengt ortodokst muslimske Aurangzeb (1658-1707).
Miniaturen er tilskrevet Bhavanidas, der var den ledende kunstner ved mogulhoffet i Delhi på den tid. Han var med til at revitalisere mogulmaleriet, og fik siden hen stor indflydelse på den lokale kunst i Kishangarh, hvortil han flyttede i 1719.2
Maleriet har tidligere tilhørt Warren Hastings (1732-1818), der var den første engelske generalguvernør i Indien.
Den omkring 63-årige hersker sidder isoleret på en pragtfuld, juvelbesat trone under en perlebroderet baldakin med en globe i sin højre hånd, og som den eneste er hans hoved fremhævet af en glorie.
Bahadur Shah er omgivet af en hel række hoffolk, tjenere og musikanter. Mest prominente er hans fire sønner, der er skildret lidt mindre end faderen, men større end det øvrige hof. Der er således ingen tvivl om, hvorledes magtforholdet er.
Om der er tale om en specifik tildragelse er uklart, men det hørte med til ceremoniellet omkring stormogulerne, at der ved forskellige lejligheder blev afholdt en darbar eller durbar, hvor der kunne holdes råd, hvor fremtrædende mænd kunne modtages og hædres, hvor personer uden for hoffets snævre kreds kunne blive præsenteret, og måske vigtigst af alt – hvor alle af betydning kunne se, at herskeren var ved magt (se også 20/1979).
Scenen udspiller sig i gården på et af stormogulernes forter, men på trods af portbygningen, er der ikke detaljer, som klart angiver hvilket. Også personskildringen er meget formel og ikke med den naturalisme og individualisering, der kendetegner kunsten under oldefaderen Jahangir (1605-1627) og bedstefaderen Shah Jahan (1628-1657). I den sidstnævntes Padshahnama ses ellers mange tematisk beslægtede scenerier.1 Interessen for virkelighedsskildringer og billedkunst svandt i det hele taget ind i hofkunsten under den strengt ortodokst muslimske Aurangzeb (1658-1707).
Miniaturen er tilskrevet Bhavanidas, der var den ledende kunstner ved mogulhoffet i Delhi på den tid. Han var med til at revitalisere mogulmaleriet, og fik siden hen stor indflydelse på den lokale kunst i Kishangarh, hvortil han flyttede i 1719.2
Maleriet har tidligere tilhørt Warren Hastings (1732-1818), der var den første engelske generalguvernør i Indien.