C.W. Eckersberg (1783-1853)
Frederik von Lowzow, 1817
Olie på lærred
Begyndelsen af 1817 var en travl periode for C.W. Eckersberg i hans virke som portrætmaler. Han fuldførte et stort antal portrætter, og i hans dagbog kan hans popularitet samt gode ry tydeligt aflæses. Til listen over opdragsgiverne hører medlemmer af kongehuset, og samtidig bestilte flere adelige og velhavende borgere både enkelt- og dobbeltportrætter. Blandt de mange portrætter hører dette af kammerherre Frederik von Lowzow (1788-1869), som Eckersberg færdiggjorde i maj 1817. Den efterfølgende måned færdiggjordes også et portræt af hans forlovede, Elisabeth Ida Mariane Brockenhuus (6a/1985).
Frederik von Lowzow har været omkring 28 år, da Eckersberg malede hans portræt i halvfigur. Han er iført den røde kammerherrejakke med den karakteristiske høje krave med guldbroderi, der vidner om den prestigefulde ærestitel, som han netop modtog i 1817. Måske derfor har Eckersberg skildret Frederik von Lowzow med en vis alvor, hvilket må have tiltalt bestilleren. Ud over titlen som kammerherre kunne Frederik von Lowzow senere også bryste sig af at være kommandør af Dannebrog (1828) samt indehaver af Dannebrogordenens storkors (1836). Ved siden af sin aristokratiske rang og status havde han en strålende karriere som bl.a. stiftamtmand (1821), justitiarius ved Højesteret (1843) og gehejmekonferensråd (1845).
Frederik von Lowzow har været omkring 28 år, da Eckersberg malede hans portræt i halvfigur. Han er iført den røde kammerherrejakke med den karakteristiske høje krave med guldbroderi, der vidner om den prestigefulde ærestitel, som han netop modtog i 1817. Måske derfor har Eckersberg skildret Frederik von Lowzow med en vis alvor, hvilket må have tiltalt bestilleren. Ud over titlen som kammerherre kunne Frederik von Lowzow senere også bryste sig af at være kommandør af Dannebrog (1828) samt indehaver af Dannebrogordenens storkors (1836). Ved siden af sin aristokratiske rang og status havde han en strålende karriere som bl.a. stiftamtmand (1821), justitiarius ved Højesteret (1843) og gehejmekonferensråd (1845).