Bakkebordsblad af fajance
Store Kongensgade, 1749-1771
Til Store Kongensgade-fabrikkens største arbejder hører de såkaldte bakkebordsblade af fajance. De blev skabt med det formål at blive fastgjort til eller nedfældet i et bord, hvorpå man satte testel og især temaskiner. Materialet var hensigtsmæssigt i forhold til kogende vand, idet man således undgik at ødelægge de velpolerede bordplader i fint træ, hvorpå man tidligere havde placeret flade plateauer (NF 46) eller bakker – sagt med andre ord: bordskånere. Og fordi bakkebordsbladene både var mere sikre og praktiske, blev de udført i en meget høj kunstnerisk kvalitet, både hvad angik form og dekoration.1
Kendetegnende for bakkebordsbladene fra Store Kongensgade-fabrikken er deres størrelse, dekorationerne i blåt samt mangfoldigheden i motiverne, der som oftest består af rigt varierede billedfelter med indramninger. Bakkebordsbladene blev formentlig fremstillet og solgt i et stort antal, hvilket medførte, at man på andre fabrikker i Norden også fik interesse for at starte en lignende produktion. Ikke desto mindre forblev bakkebordsbladene fra Store Kongensgade populære. At der i dag er et så stort et antal bevaret skyldes højst sandsynligt, at mange (stadig) sidder godt beskyttet i borde, hvilket har kunnet sikre dem mod afslag og store revner.2
Det rektangulære bakkebordsblad i Davids Samling er fæstnet i et bord af bemalet træ. Det har rundede hjørner og en høj, rundprofileret kant, hvilket vidner om, at det blev udført i tiden, hvor Christian Gierløf var leder af Store Kongensgade-fabrikken, nemlig perioden 1749-1771.3 Dekorationen består af et centreret landskabssceneri med en vildtsvinejagt i fokus. Denne er indrammet af rocailler, i hvilke slægten Blomes våben med en springende hund indgår. Som så mange andre bakkebordsblade er dette usigneret.
Foruden dette bakkebordsblad findes fem andre fra Store Kongensgade-fabrikken i Davids Samling. De er alle erhvervet af museets stifter C.L. David.