Isfad med klokke af porcelæn
Den Kongelige Porcelainsfabrik, ca. 1782
Det runde isfad af porcelæn i riflet ozierform er dekoreret med saksiske blomster og stafferet med guld. Den rigt dekorerede klokke er prydet med fire ovale medaljoner med blomsterbuketter i brogede farver. Medaljonerne er omgivet af et gennembrudt gitter med løvværk og små, blå blomster i relief. Den halvkugleformede klokketop er modelleret med udskårne blade, og lågknoppen er i form af en tulipanknop.
Ved første øjekast kan det umiddelbart være svært at forestille sig isfadet med den smukke klokkes praktiske anvendelse på middagsbordet hos adlen og det velhavende borgerskab. Her er det dog vigtigt at huske på, at serveringerne i slutningen af det 18. århundrede havde en fast, arkitektonisk opstilling på bordet, og at man fremhævede de mange steldeles æstetiske såvel som repræsentative karakter. Derudover stillede den pågældende måltidsform også praktiske krav til den enkelte steldels udformning, f.eks. havde både kolde og varme retter låg over sig for at opretholde den rette temperatur og – i isfadets tilfælde – for at undgå kondensfugt.1
Isfadet blev, som navnet også dikterer, anvendt til servering af flødeis, der var en eksklusiv dessert i det 18. og 19. århundrede. På fadet, som er forsynet med en skål i midten, placerede man isen, som herefter kunne serveres. Efter serveringen blev klokken igen sat på fadet. På den måde kunne man skjule de smeltede rester samtidig med, at den vigtige orden og æstetik i bordopdækningen blev opretholdt.
Der er en anden forklaring, der også knytter sig til isfadet som brugsgenstand. Her har fadets anvendelse intet med dessertis at gøre, men derimod traditionen for at holde små flasker eller likørdunke afkølede. Således har man kommet knust is i fadets kumme, og klokken havde derfor kun tjent et dekorativt formål.2
Foruden dette isfad med klokke ejer Davids Samling et andet (KP 27), hvilket dog har en helt anden udformning og dekoration.
Ved første øjekast kan det umiddelbart være svært at forestille sig isfadet med den smukke klokkes praktiske anvendelse på middagsbordet hos adlen og det velhavende borgerskab. Her er det dog vigtigt at huske på, at serveringerne i slutningen af det 18. århundrede havde en fast, arkitektonisk opstilling på bordet, og at man fremhævede de mange steldeles æstetiske såvel som repræsentative karakter. Derudover stillede den pågældende måltidsform også praktiske krav til den enkelte steldels udformning, f.eks. havde både kolde og varme retter låg over sig for at opretholde den rette temperatur og – i isfadets tilfælde – for at undgå kondensfugt.1
Isfadet blev, som navnet også dikterer, anvendt til servering af flødeis, der var en eksklusiv dessert i det 18. og 19. århundrede. På fadet, som er forsynet med en skål i midten, placerede man isen, som herefter kunne serveres. Efter serveringen blev klokken igen sat på fadet. På den måde kunne man skjule de smeltede rester samtidig med, at den vigtige orden og æstetik i bordopdækningen blev opretholdt.
Der er en anden forklaring, der også knytter sig til isfadet som brugsgenstand. Her har fadets anvendelse intet med dessertis at gøre, men derimod traditionen for at holde små flasker eller likørdunke afkølede. Således har man kommet knust is i fadets kumme, og klokken havde derfor kun tjent et dekorativt formål.2
Foruden dette isfad med klokke ejer Davids Samling et andet (KP 27), hvilket dog har en helt anden udformning og dekoration.